Stort lastbilcenter åbner snart
H.E. Jørgensen A/S, der er autoriseret MAN forhandler med adresse i Karise, er ved at indrette et nyt, stort MAN-center mellem Køge og Næstved, tæt på motorvejen. Herfra skal firmaet servicere og sælge det tyske lastbilmærke til kunder syd for den øst-vestgående motorvej.
Firmaet i Karise, som indtil sidste efterår servicerede og forhandlede Scania lastbiler, har købt Titans gamle bygninger og grund på Vordingborgvej i Dalby, som nu er ved at blive ombygget.
H.E. Jørgensen får 4.000 kvadratmeter under tag. Værkstedet med 15 porte bliver topmoderne med bl.a. seks gennemgående baner. Lageret bliver udstyret med “plukke-elevatorer”, og der bliver også en indendørs lastbiludstilling i det nye bilhus.
Det samlede areal på den nye adresse er på 22.500 kvadratmeter.
Direktør Henrik Jørgensen oplyser, at der i forbindelse med flytningen skal ansættes nye medarbejdere, så det samlede antal ansatte kommer op på 35.
»Vi glæder os meget til at få alt samlet under ét tag. I dag er vi spredt på tre adresser i Karise, og vi mangler i høj grad plads,« siger Henrik Jørgensen, der forventer at kunne flytte ind i det moderniserede bilhus i slutningen af maj.