Plat og fiksfakseri i konkursbo
WB Transport ApS, Kolding gik med direktør Leif Johansen i sadlen i betalingsstandsning i november 2000 og blev påfølgende erklæret konkurs af Told & Skat, Vejle, i marts året efter. Selskabets ejerkvinde var direktørens hustru Ingelise Johansen.
I første cirkulæreskrivelse vedrørende WB Transport af 19. april 2001 – eller godt en måned efter konkursen - er der endnu lang vej frem mod at hitte rede på de noget spegede tråde. En foreløbig opgørelse af passiverne lyder dog på 675.811,38 kroner, mens aktiverne midlertidigt er opgjort til nul kroner.
Tvivlsomme forhold
Det vil sige, kurator Jakob Ravnsbo, Advokatfirmaet Dahl, Koch & Boll, Kolding, påpeger, at WB Transport har et tilgodehavende hos MKJ Handel ApS på 745.773 kroner, som direktør Leif Johnsen har givet et købstilbud på 186.443,25 kroner. Kurator accepterede tilbuddet, men betalingen faldt ikke.
Endelig pointerer Jakob Ravnsbo en sammenblanding af økonomien familieselskaberne imellem i samme skrivelse: ”Tilgodehavende ulovligt anpartshaverlån stort kr. 172.726 kroner til Leif Johansen i år 98/99.”
Arbejder på sagen
Næste cirkulæreskrivelse er dateret 29. juni 2001. Her er passiverne opgjort til 579.316,48 kroner, mens aktiverne er nede på 301 kroner.
Samtidig beskriver kurator Jakob Ravnsbo, hvad han har brugt tiden til, og det er ikke småting. Blandt andet er firmaets konti i Danske Bank lukket af for familien Johansen, og der er etableret postspærring, tegnet kautionsforsikring og udsendt ovennævnte oversigt over aktiver og passiver til kreditorerne.
Leif Johansen har også afgivet forklaring, hvor han påpeger, at årsagen til konkursen skyldes, at han ikke fik vognmandstilladelser og derfor måtte indstille driften.
”Efter kurators opfattelse synes den væsentligste årsag til konkursen herudover at være, at selskabet, der videreleasede til MKJ Handel ApS til kostpris, afholdt forskellige udgifter, hvorved selskabet blev påført driftsunderskud, idet disse udgifter ikke blev videreført til MKJ Handel ApS.”
Sådan lyder advokatens forklaring vedrørende konkursen.
Stadig ingen betaling
Jakob Ravnsbo konstaterer, at seneste regnskab var fra 1998/99, men at der er lavet et udkast for perioden fra juli 1999 til 30. juni 2000. Eneste aktiv, der figurerer, er tilgodehavendet for salg af tjenesteydelser på 681.170 kroner til moderselskabet MKJ Handel ApS.
”Idet WB´s eneste aktiv var at viderelease biler til moderselskabet,” skriver kurator.
Der bør så også nævnes, at MKJ Handel ApS inden konkursen i år heller ikke var i nærheden af en tilladelse til at drive vognmandsvirksomhed.
Selv om det er flere måneder siden Leif Johansen kom med sit købstilbud, er der stadig ikke betalt én krone til advokaten, og han påpeger: ”Kurator har nu hævet handlen og taget det fulde beløb til inkasso hos MKJ Handel ApS. Efter Leif Johansen forklaring er selskabet ikke i stand til at betale, kurator forventer derfor at indgive konkursbegæring mod MKJ Handel ApS.”
Omstødelige forhold
Mens der i regnskabsåret 1998/99 figurerede det ulovlige anpartshaverlån på 172.726 kroner til Leif Johansen, er lånet pist forsvundet i det udarbejdede udkast til regnskab, hvor det står opført med 0,00 kroner.
Den øvelse er ikke helt tilladt, mener Jakob Ravnsbo, for udligningen er sket ved, at Leif Johansen med tilbagevirkende kraft har godskrevet sig 100.000 kroner i løn.
”Beløbet er ikke udbetalt, og der blev ikke hensat skat til betaling af beløbet, men det opgjorte beløb, der ville komme til udbetaling, 53.690 kroner, er bragt til modregning i det ulovlige aktionærlån. Da selskabet ifølge Leif Johansens oplysninger var uden drift i perioden, synes lønposteringen at kunne tilsidesættes,” forklarer advokaten.
For at få pengene til at passe mener kurator, at den resterende mellemregning er udlignet ved, at MKJ Handel har overtaget WB´s tilgodehavende hos Leif Johansen.
”Som vederlag har MKJ Handel ApS overtaget en gældsforpligtigelse af tilsvarende størrelse, som Leif Johansen personligt kautionerede for. Dispositionerne er efter kurators opfattelse omstødelige.”
Retssag på vej
25. januar i år har Jakob Ravnsbo nyt til kreditorerne:
”Kurator har anlagt retssag mod selskabets direktør Leif Johansen med påstand om, at dennes udligning af de ulovlige aktionærlån er omstødelige. Der er udtaget stævning med påstandsbeløb på kr. 178.262,” skriver han.
Tilsyneladende er kurator nu også så træt af de divergerende oplysninger, han kan få hos Leif Johansen, så nu vil han have berammet et møde i Skifteretten, hvor hele ledelsen skal afgive forklaring under strafansvar.
Retsmødet fandt sted 6. marts 2002, og udfaldet beskrives på hjemmesiden i morgen.