Misforståelse vedrørende hastighed
I et debatindlæg bragt for nylig her på hjemmesiden skrev talsmanden for IA Gruppen, Ole Prüsse, at mange førere af personbiler med påhængsvogne ikke er klar over, at de overtræder hastigheden, hvis de for eksempel kører 60 km/t inden for bygrænsen i Århus, hvor der via skiltning er anvist 70 km/t som højst tilladte hastighed.
Det er så en misforståelse fra talsmandens side. Jf. færdselslovens paragraf 43 stk. 2 må personbiler med trailere nemlig gerne køre den anviste hastighed på stedet. Byskiltenes begrænsning på 50 km/t gælder kun køretøjer over en tilladt totalvægt på 3.500 kilo.
Lovteksten
”Færdselslovens § 43 stk. 2: For andre biler, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg (lastbiler), og for vogntog bestående af en lastbil eller en bus, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, og et registreringspligtigt påhængskøretøj må hastigheden uanset § 42 aldrig overstige 70 km i timen. I tættere bebygget område må hastigheden ikke overstige 50 km i timen, uanset om der er fastsat en højere lokal hastighedsgrænse.”
Omsat til nydansk
På vanlig vis er lovteksten formuleret knudret, så det kan være den, der giver anledning til misforståelser. Men omsat til godt dansk står der, at bestemmelsen om de 50 km/t inden for tættere bebyggelse omfatter andre biler (end busser) over 3.500 kilo. Det vil sige lastbiler. Endvidere alle vogntog med en lastbil eller en bus som forvogn, og hvor påhængskøretøjet er registreringspligtigt, uanset vægt.