DTL: Måske skal godskørselsloven strammes
Betænkelige ejerformer i vognmandsbranchen, ulovlige lejekontrakter og røde tal i egenkapitalen. Og hvordan kommer man så uvæsenet til livs og får rettet op på tingene.
Det er ifølge ordførende direktør Michael Svane nogle af de ting, som man i DTL skal diskutere 9. april på det kommende bestyrelsesmøde.
”Selve spørgsmålet om den ulovlige lejekontrakt tager jeg op med Færdselsstyrelsen generelt, men vi kommer også til at diskutere den på bestyrelsesmødet sammen med andre kreative ejerformer og flere andre sager, som blandt andet er afdækket af Lastbil Magasinet gennem det seneste halve års tid,” siger Michael Svane.
Måske lovændring
Direktøren påpeger desuden, at skal der sættes en kæp i hjulet hos de mere brodne kar i branchen, kan det være nødvendigt, at DTL arbejder hen mod at få godskørselsloven ændret, så de får vanskeligere vilkår.
”Det kan blandt andet være i form af at få strammet op på adgangen til at påbegynde transportvirksomhed, hvis man har været nede at bide økonomisk i gulvtæppet. Skal man så have samme adgang som andre til at starte på ny? Og skal man eventuelt kræve, at firmaerne har positiv egenkapital?” spørger Michael Svane.