Politiet stoppede 47.114 køretøjer
”Tallene viser med al tydelighed, at det ikke bare er i Danmark, der er problemer. Generelt er der nok at tage fat på, og det er de samme forseelser, som gør sig gældende både her og andre steder,” pointerer vicepolitiinspektør Asger L. Kristensen, Rigspolitiets Færdselsafdeling København.
Kommentaren falder efter den fælleseuropæiske lastbilkontrol European Operation Mermaid 14. marts, hvor 11 lande deltog.
Kontrollen blev ledet og tilrettelagt af Metropolitan Police, London.
Statistikken over kontrollen er nu udsendt, men den vedrører kun ni af landene. Det er Finland, Irland, Holland, Tyskland, Belgien, Rumænien, Slovakiet, Schweiz og Danmark. Her blev der stoppet i alt 47.114 køretøjer ved 1.167 kontroller. Samlet blev der noteret 13.011 forseelser
For god ordens skyld skal det påpeges, at tallene mangler fra to deltagerlande, England og Spanien.
100 kom bag tremmer
Inden dagen var omme, havde politiet i de ni lande sat 100 personer i fængsel for diverse forseelser. Af dem var syv direkte kriminelle eftersøgte. 37 blev taget for spiritus/promillekørsel. Andre 34 røg på politistationen på grund af manglende/fradømt kørekort. Endelig traf Færdselspolitiet over fire emigranter, og 18 blev arresteret for det, som i statistikken kaldes andre forhold. I Danmark stoppede politiet hverken spiritusbilister eller chauffører med straffelovovertrædelser.
Dog er der andre områder, hvor den danske vognmandsbranche gør sig uheldigt bemærket. I den samlede europæiske statistik er procenten vedrørende overlæs/akseltryk af stoppede køretøjer på 0,48 procent. Ved de kontrollerede køretøjer på dansk grund er procenten oppe på 3,34 procent.
Svært at sammenligne
Vicepolitiinspektør Asger L. Kristensen påpeger dog, at statistikken kan være lidt usikker, da de enkelte lande kan opgøre tingene på forskellige måde. I Danmark blev der blandt andet udstedt 115 køreforbud, og de figurerer slet ikke i den samlede statistik.
”Til gengæld er der næsten sammenfald mellem de grove fejl og mangler. Samlet i de ni lande er de på 0,41 procent. I Danmark alene var procenten på 0,54,” siger Asger L. Kristensen.
Forseelser i forbindelse med overtrædelser af køre- hviletiden er i Danmark på 4,68 procent. I den samlede statistik udgør de trætte chauffører kun 0,69 procent.
Til gengæld kører chaufførerne stærkere i de øvrige lande. Procenten er samlet oppe på 6,38, mens den her i landet ”kun” udgør 0,87 procent.
Spørgsmålet er så ifølge vicepolitiinspektøren, om det er hastigheder i byerne eller ude på lande- og motorveje.
Forseelserne
For overblikkets skyld bringes her statistikken over nogle af forseelserne ved kontrollen i de ni lande. Tallene i parentes er fra Danmark.
Antal kontroller: 1.167 (27).
Antal kontrollerede køretøjer 47.114 (1.495).
Antal forseelser: 13.011 (467).
Køretøjer med fejl/mangler, der kunne fortsætte: 1.983 = 4,21 procent (36 = 2,41 procent).
Køretøjer med grove fejl/mangler samt køreforbud: 193 = 0,41 procent (8 = 0,54 procent).
Overlæs/akseltryk: 227 = 0.48 procent (50 = 3,34 procent).
Belæsning/fastgørelse: 787 = 1,67 procent (2 = 0,13 procent).
Køre-/hviletid: 327 = 0,69 procent (70 = 4,68 procent).
Fejl ved kontrolapparat: 4.593 = 9.75 procent (37 = 2,47 procent).
Farlig gods: 236 = 0,50 procent (0).
Hastighedsovertrædelser: 3.006 = 6,38 procent (13 = 0,87 procent).
Manglende/ikke medbragte tilladelser: 584 = 1,24 procent (24 = 1,61 procent).
Spiritus-/promillekørsel: 37 = 0,08 procent (0).
Andre forseelser: 975 = 2,07 procent (223 = 14,92 procent).