Lokalformand: Medlemmerne bestemmer retningen for DTL
"DTL skal fortsat være organisationen i centrum, og det kan ikke ske uden medlemmernes fulde opbakning og accept," sagde formanden Jørgen Egeskov Jensen og gav to eksempler fra det forgangne år, hvor DTLs bestyrelse havde valgt hhv. at følge medlemmerne, og undlade det.
"Etableringen af Service-Erhvervene skal efter planen ske i løbet af sommeren 2002. Selv om det overordnede mål – at samle stærke serviceorganisationer i en paraplyorganisation - er rigtig, finder ikke alle implicerede organisationer, at det er det rette tidspunkt til at foretage så væsentlige organisationsændringer. Således har DTL valgt at se tiden an. Det skyldes et udbredt ønske i medlemskredsen om at fastholde den stærke og selvstændige politiske og pressemæssige profil, som DTL har oparbejdet siden etableringen i 1999. I denne sag valgte DTLs hovedbestyrelse altså at høre på medlemmerne," sagde Jørgen Egeskov Jensen.
Trelde Sande
"I en anden sag valgte DTLs hovedbestyrelse at overhøre medlemmernes mening. Over halvdelen af landets foreninger og kredse protesterede direkte mod salget af Trelde Sande.
Vi må nu konstatere, at Trelde Sande er solgt. Dette er meget uheldigt, og hvis man ser lidt fremad, så kan det meget vel tænkes, at DTL igen kommer til at mangle sin egen domicil eller kursusejendom, da DTL formentlig kommer fri af bindingen til ATL og derved bliver selvstændig og dermed kan lave nye tiltag til gavn for medlemmerne," sagde formanden.
To ændringsforslag
På DTLs kommende generalforsamling er Vejle Amts Vognmandsforening medstiller af forslag til vedtægtsændringer i DTL. Disse ændringer er delt i to dele.
Forslag 1 har følgende konsekvens:
DTL tegnes alene af kredsforeninger og specialforeninger. Hver forening kan max. have 25 stemmeberettige delegerede. En evt. ny specialforening skal minimum have 25 virksomheder. Enkeltvirksomheder kan optages i DTL som associerede medlemmer uden stemmeret og valgbarhed. Moderbindingen mellem DTL og ATL ophæves.
Forslag 2 har følgende konsekvens:
Kontingentet beregnes efter grønne tilladelser i stedet for lønsum. DTLs bestyrelse består af 1 person fra hver kreds- eller specialforening. Ud af disse ca. 20 bestyrelsesmedlemmer vælges formand og en hovedbestyrelse på i alt 5-7 mand.
Forslag 2 er en anderledes måde at vælge og sammensætte bestyrelsen.
Vidtgående forslag
Forslag 1 er mere vidtgående. Hvis forslaget går igennem betyder det, at ingen enkeltvirksomhed eller gruppering kan sætte sig på magten i DTL.
Moderbindingen mellem DTL og ATL forsvinder. Det vil sige, at man er ikke forpligtiget til at være medlem i ATL. Dette vil nok have den konsekvens, at nogle medlemmer, som kun interesserer sig for arbejdsgiverspørgsmål vil melde sig ud. Til gengæld vil der komme mange vognmænd ind, som gerne vil være medlem af en lokalforening og DTL, men ikke er eller vil være medlem i ATL.
Stor forening
"Vejle Amts Vognmandsforening har nu i halvandet år været den samlede forening for de godskørende vognmænd i Vejle Amt. Med de sidste sammenlægninger i foreningen d. 1. juli 2000 er vi blevet en stærk organisation, som bliver spurgt til råds af forskellige organisationer og myndigheder," sagde Jørgen Egeskov Jensen.
Vejle Amts Vognmandsforening har i dag 301 aktive medlemmer, 7 vognmandssønner, 4 medarbejdende A/S-ApS havere, 5 æresmedlemmer og 16 passive medlemmer.