Dom på vej i hastighedssag
Forsvareren, advokat Jakob Johnsen, Aalborg, havde et par argumenter med sig i Vestre Landsret, Viborg i går, da han repræsenterede sin klient, eksportchauffør Flemming Ørndrup, Padborg.
Dels fremlagde forsvaret yderligere dokumentation for, at Danmark har tiltrådt og ratificeret FN-konventionen. Den påpeger, at det skal være særskilt skiltning, hvis der gælder forskellige hastighedsgrænser for forskellige typer køretøjer.
Desuden såede Jakob Johnsen tvivl om, hvorvidt 40 procents overtrædelsen af hastigheden for tunge køretøjer, der som bekendt koster en chauffør en betinget frakendelse af kørekortet, så gælder fra 50 km/t eller 70m km/t inden for bymæssig bebyggelse.
Sagen kort
1. maj sidste år blev eksportchauffør Flemming Ørndrup, Padborg i sit sættevognstræk fotograferet i den automatiske hastighedskontrol i Århus i krydset Åby Ringvej–Jernaldervej.
Hastigheden blev målt til 81 km/t minus tolerancen på tre km/t, så anklageskriftet lød dengang på, at Flemming Ørndrup kørte 78 km/t, hvor højst tilladte fart er 50 km/t.
Sidste år 13. december valgte dommeren ved Byretten i Aarhus at følge anklagerens påstand om en betinget frakendelse af kørekortet i en treårig periode samt en bøde på 2.500 kroner.
Lige så prompte valgte eksportchaufføren og hans forvarer at anke dommen til Landsretten.
Bør overholdes
Ved retsmødet i går slog Jakob Johnsen fast, at det er hans formening, at Danmark skal følge konventionen, som blev underskrevet i 1968 og tiltrådt 3. november 1986 sammen med de øvrige europæiske lande.
Ordlyden er ikke til at tage fejl af. Her påpeges nemlig, at hvis der på samme strækning gælder to forskellige hastighedsgrænser med én for personvogne og én anden for tunge køretøjer, så skal der skiltes særskilt for sidstnævnte kategori.
To hastigheder
Det er ikke tilfældet i Aarhus – eller på for eksempel øvrige større ringveje, hvor det er opsat skiltning med 70 km/t for personvogne, mens tunge køretøjer kun må køre 50 km/t jvf. byskiltene.
Jakob Johnsen er ikke i tvivl om, at Danmark skal overholde konventionen, når den både er underskrevet og tiltrådt fra dansk side.
”Diskussionen i Retten gik så også på, om 40 procents reglen gælder fra 50 km/t eller 70 km/t - og fortolkningen af dén regel. Og hvad der kommer først, konventionen – eller færdselsloven,” siger Jakob Johnsen.
Dommen falder i næste uge, hvor vi følger op på sagen, men der er ingen tvivl om, at hvis Flemming Ørndrup får medhold i sin sag, så er det en bombe under hele forløbet med de automatiske hastighedsmålinger i Århus, som i forvejen må betegnes som lidt af en fiasko på grund af problemerne med automatikken på stedet.