Kørselstilladelser til Lastbil Magasinet
Tre af Drejergård Transports tilladelser lå pludselig på Lastbil Magasinets bord.
Kurator, advokat Peter Trinskjær, Kolding, har lidt svært ved at få hold i Johnny Jørgensens tilladelser. Der var 32 nationale af slagsen hos Drejergård Transport, Horsens, der nu er under konkurs.
I sidste uge fortalte kurator, at han endnu ikke havde set én eneste tilladelse, men at Johnny Jørgensen på daværende tidspunkt heller ikke havde underskrevet en erklæring om, at tilladelserne er bortkommet.
Ad omveje er der nu havnet et styk national tilladelse nr. 762245 og to fællesskabstilladelser mærket genpart nr. 9A og nr. 10A på Lastbil Magasinets bord. De vil blive videresendt til Peter Trinskjær.
Det lykkedes ikke at få en kommentar fra kurator i går.