Froms regnskab var pist væk
Hvad foregik der egentlig hos Froms Kurer-Service ApS, Odense?
Det vil kurator, advokat Knud K. Damgaard, Odense, gerne vide.
Firmaets regnskaber er ikke til stor gavn, for de var pist væk. Strafferetsligt har kurator stor lyst til at gå til angreb på de involverede personer – også udover de sager ved domsmandsretten i Odense, som allerede kører mod Bent ”Overarm” Jacobsen vedrørende Froms.
”Jeg har anmeldt det hele til politiet, og det er ikke usandsynligt, at der bliver rejst flere sigtelser - også mod direktøren Philip Santos Bunch. Han sad i øvrigt i Kolding Arrest, sidst jeg afhørte ham,” fortæller Knud K. Damgaard.
Uvist foretagende
Advokaten kan ikke finde ud af, hvem der egentlig skød penge i From i forbindelse med, at Philip Santos Bunch i november 1999 blev indsat som direktør.
”Det står indtil videre hen i det uvisse. Og det er deprimerende at se sådan en masse juks, men når de involverede har glemt, hvad der er foregået – eller ikke har lyst til at fortælle det, så er sagen svær at komme til bunds i,” mener Knud K. Damgaard.
Til dato har kurator kun været i stand til at lave noget, der ligner et foreløbigt regnskab. Han håber, der hen ad vejen viser sig flere ting. Eventuelt med politiets mellemkomst.
Papirer manglede
”For det første kunne jeg konstatere, at det meste af regnskabsmaterialet var bortskaffet, og det materiale, som jeg kunne komme i besiddelse af, var i og for sig uden værdi for det fortsatte arbejde med at undersøge ulovlighederne og omstødelige dispositioner.”
Sådan skriver Knud K. Damgaard i sin redegørelse for konkursboet, hvor han også konstaterer, at Philip Santos Bunch ikke anede, hvad der foregik.
”Det har heller ikke været mulig at fremskaffe køretilladelser, ligesom de forklaringer, som direktøren har afgivet i Skifteretten, ikke har været af en sådan karakter, at man derigennem har kunnet fremskaffe aktiverne.”
Knud K. Damgaard påpeger, at enten vidste direktøren ikke, hvad der foregik i From, så han alene var stråmand – eller også lader han som om, han ikke ved noget.
Videresolgte aktiver
Knud K. Damgaard har fulgt med i referaterne fra retsmøderne i Odense, og han fortæller, at også hos Froms Kurer-Service led man af en bevidst, heftig indkøbsmani over allehånde varer, som ikke blev betalt.
I sin skriftlige redegørelse konstaterer han også, at han fik sit hyr med at hitte rede i firmaets køretøjer.
”Det har endvidere ikke været muligt at få overblik over de lastbiler, der har været leasede. På baggrund af det betydelige rod, der har været i selskabets bogholderi, og den aktivitet, der har været op til konkursen, har jeg som kurator besluttet at indgive politianmeldelse mod selskabets direktør.”
Mangler oplysninger
Stadig her cirka halvandet år efter konkursdekretet leder Knud K. Damgaard efter oplysninger, som han kan bruge til noget.
Til minusset på næsten 6,8 millioner kroner i passiver og så godt som nul kroner i aktiver siger han:
”Tallene er kun foreløbige opgørelser.”
Kurator kan træffes på telefonnummer 63142020.