SiD fik medhold i voldgiften
For medlemmer af ATL med dansk indregistrerede biler med danske tilladelser er der kun én aflønningsform ved grænseoverskridende transporter, og det er overenskomsten. Så er det i øvrigt ligegyldigt, om manden er tysker eller spanioler.
Det slog tidligere højesteretsdommer Palle Kiil fast i den voldgiftskendelse, som blev afsat i går.
Det var SiD Transportgruppen, som indgav sagen mod Arbejdsgiverforening for Transport og Logistik (ATL). Fra arbejdsgive side mente man, at man kunne aflønne for eksempel en tysk eller en portugisisk chauffør efter deres nationale overenskomster, men den går ikke ifølge Palle Kiils afgørelse.
Dommen er klar
Kendelsens ord i den 19 sider lange redegørelse fra Palle Kiil lyder således:
”Den mellem parterne gældende overenskomst vedrørende løn- og arbejdsvilkår for chauffører og medhjælpere beskæftiget ved grænseoverskridende transporter skal forstås således, at den omfatter grænseoverskridende transporter med dansk indregistrerede køretøjer med danske godskørselstilladelser, der udføres af ansatte hos en medlemsvirksomhed, selv om ansættelsesstedet ikke er i Danmark, men ved en virksomhedsfilial i udlandet, og selv om transporten alene overskrider grænser i udlandet. Forudsætningen for anvendelse af overenskomsten er, at transporten udføres af ansatte hos medlemsvirksomheden og ikke af en udlånt chauffør eller chaufførvikar.”
Problematisk?
Til gengæld fastslår opmanden, at hvis de grænseoverskridende transporter i udlandet foretages af vikarer eller udlånte chauffører fra en ikke-medlemsvirksomhed, så gælder den danske overenskomst ikke.
”I så fald kan den pågældende chauffør nemlig ikke betragtes som ”ansat” hos medlemsvirksomheden i overenskomstens forstand.”
Uden at nævne navne i første omgang sidder Lastbil Magasinet med et utal af navne på vognmænd, som har kørt for vikarbureauer med adresse i Gibraltar, så måske skal ovennævnte passus i Palle Kiils redegørelse tages op til revision.
Aflønningen af chaufførerne – også danske – er nemlig rystende læsning, og det vil den også være for de reelle vognmænd, som driver forretning efter lovens bogstav.
Vi følger op med kommentarer fra begge sider af branchen.