Dansk chauffør tilbageholdt i Holland
”Hov, hov. Det kan du ikke, sagde jeg til betjenten, da han kom med et par skruetrækkere henne fra patruljebilen for at pille kontroluret ad. Nu sidder jeg så i kachotten.”
Det fortalte eksportchauffør Erik Christiansen, Padborg i går lige over middag pr. telefon.
Under kørslen 100 kilometer inde i Holland blev han klokken cirka 9.30 "sprækket an" af en politibetjent. Selve kontrollen af køretøjet fandt sted på nærmeste rasteplads.
”Da betjenten fik skiven, sagde han, at der ikke var sammenhæng mellem uret og skiven. Jeg protesterede, for det kan ikke passe. Bilen er et år gammel, og den var til syn for fjorten dage siden,” forklarede Erik Christiansen.
Ville skrue uret løs
Da var det, at betjenten gik hen og hentede sit værktøj.
”Jeg sagde, at han ikke skulle skille uret ad. Skruetrækkerne passede heller ikke, men da han insisterede, tilbød jeg ham, at han kunne låne en af mig,” forklarede Erik Christiansen.
Det gjorde ikke sagen bedre. Chaufføren er uddannet mekaniker, og han kunne se, at betjenten skruede på de forkerte skruer.
”Jeg kunne konstatere, at han ikke vidste, hvordan man gør, og så sagde jeg: nu holder festen.”
Og det må man nok pointere var tilfældet. Ekstra politi blev rekvireret, og Erik Christiansen blev transporteret til sit nye logi.
”Nu har politiet kørt bilen hen på et Volvo værksted, for at få den undersøgt,” lød chaufførens melding fra cellen.
Han var på daværende tidspunkt træt af situationen, for han ville lige vide, hvad klokken var.
”De kan kun tilbageholde mig i seks timer,” var chaufførens forklaring.
Fik assistance
Chaufføren er ansat hos vognmandsfirmaet Johannes Toustrup A/S, Padborg, og da man her fik nys om tilbageholdelsen, gik der bud til ITD for at få assistance.
”De har skaffet en advokat fra Rotterdam. Det er en næsten ny bil, så jeg er sikker på, at der ikke er noget at komme efter. Chaufføren skal være i England i morgen tidlig og læsse af. Nu kan han ikke nå det, for de kan tilbageholde ham i seks timer,” fortalte Johannes Toustrup lige efter snakken med hans fængslede chauffør.
Vognmanden lover, at myndighederne i Holland vil blive præsenteret for er et erstatningskrav for det forsinkede gods og den uberettigede tilbageholdelse af hans chauffør.
I meget bedre humør
Erik Christiansen slap ud ved 17.30 tiden i aftes, og da Lastbil Magasinet snakkede med ham igen, var han på vej til færgen. Da var humøret steget et par grader.
”Jeg fik en reprimande, og så skal jeg stille foran dommeren senere, men det var ingenting i vejen med bilen. Skiven viser, at jeg kørte 90 til 91 km/t. Betjenten, der kørte bag mig, påstår ganske vist, at jeg var oppe på 96 km/t, men det kan jo ikke passe, når der ikke er noget i vejen med bilen,” mener chaufføren.
Den betjent, der kørte Erik Christiansen hen til lastbilen, stod lidt uforstående over for situationen. Det samme gør eksportchaufføren.
”Men jeg fik nogle papirer på hollandsk. Nu skal jeg have dem oversat, så jeg finder jeg vel ud af, hvad det hele går ud på,” påpeger han.
Erik Christiansen vil ikke udelukke, at han blev lidt højrøstet under seancen på parkeringspladsen.
Utænkeligt i Danmark
Med et par forbehold har vicepolitiinspektør Asger L. Kristensen, Rigspolitiets Færdselsafdeling København, følgende kommentarer at knytte til episoden:
”Det er utænkeligt, at vi her i landet vil begynde at pille et kontrolur ud. Hvis vi finder et eller andet mistænkeligt, sender vi bud til Statens Bilinspektion - eller beder en autoriseret forhandler om at kigge på sagen. Jeg har aldrig hørt, at vi begynder at afmontere ure.”
Vicepolitiinspektøren vil ikke kommentere på den konkrete sag, og det er også med alle mulige forbehold, at han tilføjer, at det kan hænde, at tingene udvikler sig i en kontrolsituation på grund af misforståelser, så truslerne begynder at flyve gennem luften.
Det kan så i værste fald resultere i en afkøling på stationen.