Hastighedssag fra Aarhus udsættes måske
Advokat Bjarne Overmark, Advokaterne Sankt Knuds Torv Randers, har på vegne af sin klient vognmand Anders Hald Jensen, Knebel på Mols, skrevet til Retten i Aarhus.
Advokaten vil have vognmandens hastighedssag udsat.
Den var ellers berammet til 12. marts - eller godt 11 måneder efter datoen, hvor Anders Hald Jensen fik taget sit billede i den automatiske hastighedskontrol på Lystrupvej/Hørgårdsvej, Risskov.
Som begrundelse for sit ønske skriver Bjarne Overmark, at han og hans klient gerne vil afvente udfaldet af vognmand Finn Jensens sag, som var for Retten 5. december sidste år.
Dengang påpegede advokat Johnny Mæhlisen, som er forsvarer for Finn Jensen, Hinnerup, at når en højtstående politimand i pressen fortæller, at automatikken ikke virker, så er der ikke grundlag for at dømme folk.
Dommeren fandt derfor anledning til at undersøge tingene, inden sagen kan afgøres.
Forsøget afblæses
Den automatiske hastigheds- og rødlyskontrol i Aarhus i flere kryds inden for bygrænsen blev indledt som et forsøg 1. marts 2001. I først omgang med en termin på ét år.
Politiet har nu valgt at opgive forsøget med den begrundelse, at måleudstyret skal installeres i mobile enheder.
Det skal dog påpeges, at politiet ikke har vist stor interesse i at offentliggøre statistik over forsøget, og at etaten flere gange i pressen har beklaget, at udstyret ikke virker efter hensigten.
Mand på arbejde
Leverandøren af udstyret Olsen Engineering har i flere omgange i dagevis haft en mand i Aarhus for at få måleudstyret til at fungere. Og som om det ikke var tilstrækkeligt, blev der endnu flere problemer sidst på året, da vintersolen stod lavt. Den påvirkede nemlig også kameraet.
I Sverige har politiet åbent erkendt, at af 700 automatiske fotos, dur kun 40.
Oveni det blev en lastbil målt til at køre 90 km/t, men det viste sig så bare, at han max havde kørt 55 km/t efter skiven. Så blev udstyret pillet ned og sendt til reparation.
Bare én km
Anders Hald Jensen blev godt en måned efter forsøgets start målt til 74 km/t minus tolerancen på 3 km/t ved hastighed under 100 km/t.
Det betyder, at politiet mener, han har kørt 71 km/t – eller én km mere end den magiske grænse, som siger betinget fra kendelse af kørekortet samt en bøde på 2.000 kroner.
”Tiltalte bestrider at have overtrådt hastigheden i det omfang. Til støtte for standpunktet gøres gældende, at det af politiet anvendte fortoudstyr er behæftet med så alvorlige mangler og usikkerhed, at måleresultaterne ikke kan lægges til grund,” skriver hans advokat til Retten.
Samtidig opstiller Bjarne Overmark det alternativ, at hvis Retten afviser hans anmodning om udsættelse, så vil han føre vidner fra myndighedernes egne rækker.
Flere spørgsmål
Advokaten beder desuden også om politiets svar på, hvor mange billeder, der kasseres, og Bjarne Overmark forlanger også en redegørelse på de konstaterede tekniske fejls karakter.
”Endelig anmodes anklagemyndigheden om at redegøre for baggrunden for og årsagen til, at forsøget med fotofælder i Aarhus stoppes pr. 1. marts 2002.”
Det skal lige nævnes, at der endnu ikke er berammet nyt retsmøde i Finn Jensens sag.