Drejergård: Politianmeldelse blafrer i luften
”Nogen bliver meldt til politiet. Jeg ved endnu ikke rigtig hvem, men der er et eller andet galt,” siger kurator for Drejergård Transport, Horsens, advokat Peter Trinskjær, advokatfirmaet Dahl, Koch & Boll, Kolding.
Drejergård boet blev taget under konkursbehandling 24. januar i år, og det er så kurators pligt at få tilladelserne tilbage til Færdselsstyrelsen. Den øvelse er bare ikke så nem, for Johnny Jørgensen er ikke specielt samarbejdsvillig. Faktisk er han ikke til at lokalisere, og den nu tidligere vognmand har ingen telefon. I det mindste ikke i eget navn.
32 tilladelser i cirkulation
”Jeg har derfor ikke set én eneste tilladelse endnu,” fortæller kurator, der flittigt korresponderer med styrelsen om tilfældet Johnny Jørgensen.
Til Peter Trinskjærs ros skal siges, at ham tager konkurslovens bogstav meget alvorligt, og at han med egne ord vil strække sig langt for at opfylde følgende krav til kuratorer: ”At han har pligt til at foretage en tilbundsgående undersøgelse.”
Oplysningen om, at Johnny Jørgensen fik sine tilladelser på en forfalsket underskrift ved Mikael Thukær, undrer ikke advokaten.
Læs også: ”Johnny Jørgensen svindlede med papirer.”