23948sdkhjf

Rapport: 50 eksportchauffører overfaldes årligt

I dag offentliggør den nedsatte arbejdsgruppe rapporten om overfald på chauffører. EU-parlamentariker Freddy Blak mener, at der skal sættes ind med en fælles europæisk indsats for at sikre branchens folk.

”Næsten hver sjette eksportchauffør har været udsat for et eller flere overfald, når de transporterer gods på tværs af Europas grænser.

Det er EU, der mest effektivt kan sørge for, at chaufførerne får flere sikre rastepladser med overvågning. Men for at gøre det, er vi igen fremme ved et af de mange eksempler på, at det danske

forbehold for retsligt samarbejde i EU står i vejen for fornuftige og konkrete løsninger.

Sagen hører hjemme i EU. Problemet bliver garanteret ikke mindre, når EU byder nye medlemslande fra Øst- og Centraleuropa velkommen, og alene det er et stærkt argument. De 15 EU-lande bør lade Kommissionen få kompetence til at lave lovgivning om sikre rastepladser. Desuden må det internationale politimæssige samarbejde styrkes. Og vi i Danmark har kun fået endnu et argument at afskaffe forbeholdet.”

Sådan kommenterer EU-parlamentariker Freddy Blak på sin hjemmeside blandt andet rapporten, som i dag offentliggøres vedrørende overfald på chauffører.

Stigende problem

Forud for rapportens tilblivelse pågik en spørgeskemaundersøgelse, hvor der blev udsendt 5.000 skemaer til chauffører.

Skemaerne viser med al tydelighed, at eksportchaufførerne lever livet farligt. Inden for de seneste tre år er der tale om 50 overfald årligt.

1834 - eller 37 procent af de spurgte chauffører sendte spørgeskemaet retur. Af dem har 16 procent - eller 296 inden for de seneste 30 år været udsat for overfald, men som tallene viser er det et tiltagende problem.

”Røverne på rastepladserne går efter rede penge. Ved et typisk overfald forsøger røverne at bryde ind i førerhuset for derefter at tage chaufførens penge, kreditkort og telefon. Ved et ud af tre overfald brugte røverne gas til at bedøve chaufføren med. Gas er især blevet populært i røverkredse inden for de seneste år,” påpeger Freddy Blak.

Offeret bedøves

Mens rapporten viser, at i næsten ét ud af tre overfald benyttede røverne gas til at bedøve chaufføren med under sit forehavende, blev der ved hver fjerde overfald fremsat trusler om vold, og ved hver femte overfald gik røverne over til håndgribeligheder.

Den slår også fast, at det i nævnte rækkefølge er mest risikabelt at holde ind på rastepladser i Spanien, Italien, Polen Belgien og Frankrig.

Bladet har tidligere skrevet om flere overfald ude på Europas rastepladser lige fra mordet på Ib Hattesen i Polen til det korporlige overfald på Ole Staal, Lee, også i Polen, hvor han i august 1997 blev gennembanket med baseball-køller og bundet til et træ.

For kort tid siden skrev vi om gasoverfaldet sidste år på Birger Skotte, Gedser, som fandt sted i Tyskland.

Få måneder senere oplevede han på en fransk rasteplads en kollega blive overfaldet af bevæbnede røvere, som stak af med både bil og chauffør.

Mén på sjælen

Hverken Ole Staal eller Birger Skotte kommer på vejen igen, og af rapporten fremgår det da også, at mange af de overfaldne chauffører påfølgende har psykiske mén.

Derfor anbefaler arbejdsgruppen også, at der ydes psykologbistand efter overfald.

”Hvis chaufføren har været udsat for overfald, skal både han og hans familie have mulighed for at bearbejde oplevelsen. Chaufførerne i undersøgelsen har fortalt, at de psykiske problemer efter overfaldet er værre end de fysiske,” pointerer Freddy Blak.

Sikkerhedsudstyr?

Arbejdsgruppen vil ikke på forhånd blåstemple blandt andet gasalarmer, men man vil lave en analyse som skal afdække problematikken blandt andet med hensyn til alarmernes sikkerhed.

Flere af de chauffører, som har oplevet gasoverfald, har overfor bladet påpeget, at alarmerne giver falsk tryghed, fordi de frygter, at røverne vil være et skridt foran, hvad angår typen af gas.

Skal alarmen være sikker, skal den derfor være i stand til at lokalisere alle former for gas.

Mange chauffører og formanden for Chaufførernes Fagforening i Rander Ole Lundbøll har påpeget, at det er alt for let at bryde ind i køretøjer med centrallåse.

Lastbil Magasinet vil ikke røbe fremgangsmåderne, men det er korrekt, at det er nemt at skaffe sig adgang til nogle af de gængse mærker. Det kræver faktisk ikke engang værktøj.

Stillet over for de oplysninger lovede importørerne at sende budskabet videre til producenterne.

Den side af sagen vender bladet tilbage til senere, men i Birger Skottes tilfælde mente det tyske politi, at røverne havde sat en tennisbold på låsen af slået til.

Flere repræsenteret

Det var Arbejdsministeriet, der i sommeren 2001 nedsatte arbejdsgruppen med repræsentanter fra SiD, DTL, ITD, AHTS; Trafikministeriet, Forsikring og Pension, Det kriminalpræventive Råd og Arbejdstilsynet.

Gruppen fastslår, at overfaldene på danske eksportchauffører har international karakter, og derfor kræver det international løsninger blandt andet i form af beskyttede parkeringspladser.

Det kriminalpræventive Råd vil også udarbejde en håndbog om, hvordan man sikrer sig mod overfald.

Lastbil Magasinet følger op på sagen med kommentarer i morgen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063