"Speditørers" luksusliv
Der gik ikke just vandrerhjem i tingene, når fynboerne med tilknytning til Gorba Spedition sammen med vennerne skulle besøge København. Så stod der nemlig Admiral Hotel, Hilton Copenhagen Hotel og Hotel D´Angleterre på programmet.
Samlet regning: 170.509,34 kroner, men så var der også fuld forplejning indberegnet.
Søren Damgaard Brøner forklarede i går i Retten i Odense, at det var ham, der havde oprettet firmakontoerne hos de tre hoteller, men at han aldrig selv oplevede luksuslivet i hovedstaden.
Bestilt arbejde
Til politiets forhørsprotokol fortalte Søren Damgaard Brøner sidste år, at kontoerne var oprettet efter medtiltalte Bent Jacobsens anvisning. Når de skulle benyttes, fik Søren Damgaard Brøner besked af samme om, hvor mange værelser, der skulle bestilles – og til hvem.
Kun én gang handlede han på egen hånd. Da sendte han sin lillebror Rene Brøner og dennes kæreste Mie en tur på D´Angleterre fra 17. til 18. februar 2001. Regningen for døgnet lød på 5.051,50 kroner.
Han fortalte også, at han godt var klar over, at de fleste af de navne, som bestillingerne lød på, var opdigtede. Som vanligt har Søren Damgaard Brøner så på nogle måneder ændret sin forklaring, så den lyder helt anderledes, når han sidder over for dommeren.
Herretur til hovedstaden
Fra 10. til 11. februar frekventerede et ikke helt oplyst antal herrer D´Angleterre. Men i Retten blev de benævnt som Hr. Hansen, Anders Vestbjerg, Henrik Rasmussen og Jesper Markvardsen. Om flere deltog i turen er lidt uvist. Jesper Markvardsen er nævnt flere gange under retsmøderne. Han er en af Bent Jacobsens venner.
”Jeg var ikke selv med, så jeg er ikke klar over, om det er falske navne. Jeg tror heller ikke på, at det var Bent, som bestilte turen. Der sad bare en seddel på kontoret med anvisning på, hvad jeg skulle bestille - og til hvor mange personer. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har sagt til politiet, at det var Bent, der gav ordren,” pointerede tiltalte i Retten.
Én ting kan dog slås fast med syvtommer søm. Regningen for ovennævnte fornøjelse lød på 53.767 kroner inklusive drikkepenge.
Til gengæld kostede et ophold på Hilton Copenhagen Hotel fra 22. til 23. februar ”kun” 4.026,35 kroner.
Til forhørsprotokollen fortalte Søren Damgaard Brøner, at det var Jesper Markvardsen, som igen var en tur i København.
Rocker på værelset
”Jeg var godt klar over, at en af deltagerne var Mick Hinke, Odense. Det fik jeg at vide af Bent,” fortalte Søren Damgaard Brøner politiet under forhøret vedrørende et 48.331 kroners dyrt ophold på Hilton sidste år i marts for seks personer. Mick Hinke er fuldgyldig HA´er.
Anklager Anette Krogsgaard støttede sig i Retten til en båndet samtale ført mellem Henrik Jensen og Søren Damgaard Brøner 30. marts, og af den fremgik det, at der var tale om nogle heftige dage i København:
Henrik Jensen: ”Hvad fanden, er de sprunget i målet - Hilton?”
Søren Damgaard Brøner: ”Ja, hvad fanden tror du. Det må Bent jo vide. D´Angleterre og Admiral er væk. Det har de selv været ude om. De har været ovre og fyre den for hårdt af.”
Selve telefonsamtalen fik lov at hænge i luften, men anklageren brugte den til at tilbagevise seks mere eller mindre opdigtede navne på hotelgæsterne. De var opgivet til Anders Frandsen, Allan Thorsen, Jonas Pedersen, Peter Toftegaard, Jesper Gregersen og Palle Sørensen.
Sidste tur til hovedstaden
”På grund af en utrolig vækst i kunder fra Irland.”
Sådan lød begrundelsen fra Gorba til Admiral Hotel om nødvendigheden af at få en firmakonto til gæsterne. Og kontoen blev til fulde udnyttet fra 2. til 4. marts 2001 med en regning på 59.333,49 kroner som følge.
Kunderne fra den grønne ø kan ifølge anklageren kaldes en tynd forklaring, da Søren Damgaard Brøner både i går og flere gange tidligere i Retten har påpeget, at han aldrig hverken snakkede med kunder i telefonen og langt mindre så nogen på Gorbas kontor.
Gæsterne, som besøgte Admiral Hotel, var ifølge tiltalte blandt andre Bent Sørensen, Anders Jensen, Peter Larsen og Morten Hansen. Der blev dog ikke sat adresse på dem, og af politirapporten fremstår de desuden som opdigtede.
”Men jeg går ud fra de eksisterer,” sagde Søren Damgaard Brøner.
Fortsættelse følger i morgen.
Læs dagens anden artikel: ”Gratis taletid til tiltaltes venner.”