23948sdkhjf

DTL vil undersøge sag fra Frederikshavn

Formanden for DTL's kreds 1 tager nu skridt til at få tingene belyst vedrørende Lars Kjeldsen, som har en medlemsvirksomhed med seks biler uden tilladelser. Desuden er der ifølge Færdselsstyrelsen også rod i forhold til et CVR. nummer.

"Vi er nødt til at kigge på tingene. Både i forhold til DTL's etiske regler og godskørselsloven, for hvis man må have en virksomhed med biler og så have tilladelserne i et andet selskab, så har jeg den forkerte opfattelse af tingene," siger formanden for DTL's kreds 1, Thorkild Jensen, Hundelev.

Han påpeger, at tilladelserne skal være til stede i det firma, som har bilerne. I første omgang vil formanden nu tjekke op på de oplysninger, som Lastbil Magasinet bragte i går på hjemmesiden i artiklen: "Styrelsen siger ét – vognmanden noget andet."

Her kunne vi fortælle, om Lars Kjeldsens firma Holm & Kjeldsen, som har seks biler indregistreret, men ingen tilladelser. Styrelsen kender hverken navn eller CVR. nummer, men firmaet står på DTL´s medlemsliste.

Stemmer ikke

Færdselsstyrelsen kunne til gengæld finde syv personlige tilladelser i Lars Kjeldsens navn på CVR. nummer 12853300. Reelt er det anpartsselskabet K-Finans med to biler indregistreret - drevet af Lars Kjeldsens mor Lene Olstad Kjeldsen og Leif Kousholt, New Trail. Det forhold bliver nu undersøgt af overassistent Vibeke Siig, Færdselsstyrelsen.

Endelig driver Lars Kjeldsen Fr. Jensens Eftf. Exportkørsel ApS med otte tilladelser og ti biler. Ifølge Lars Kjeldsen er to af dem personbiler. Fr. Jensens Eftf. Exportkørsel står også som DTL-medlem.

"Nu vil jeg lige se på sagen og så overgive den til seniorkonsulent Tim Hansen, DTL, som så tager sig af det videre forløb," siger formanden fra Hundelev.

Tilfreds med afgørelse

Thorkild Jensen mener, at der ind imellem dukker lidt for alternative personer op i vognmandsbranchen, og han er tilfreds med, at myndighederne griber ind.

"Jeg er glad for, at Jens Aage Borregaard Mikkelsen fra Nørresundby mistede sine tilladelser. Det mangler bare, hvis man kører ulovligt rundt," påpeger han.

Formanden for DTL, Kaj Nielsen, Langeskov, vil ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om sagen fra Frederikshavn.

"Jeg overlader den i første omgang til kredsformanden. Hvis vi så konstaterer uregelmæssigheder, må politiet tage sig af tingene," fortæller Kaj Nielsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078