Tullberg tør
"Det er som oftest mig, der finder på det, men det er Leif Tullberg, der TØR. Og når han først kører derudad, så er det ligesom et gammeldags lokomotiv, og min tvivl bliver kørt over."
Sådan forklarede Kurt Larsen, koncerndirektør i DSV/DFDS Transport i går i et indlæg på konferencen "Godstransport 2002", om baggrunden for DSV's historiske køb af DFDS DanTransport i efteråret 2000.
Tilfældighed
Kurt Larsen fortalte, at ideen om købet af DFDS opstod ved lidt af en tilfældighed. På vej hjem fra en konference talte han på færgen med en analytiker, der ligeud spurgte ham, hvorfor DSV ikke købte DFDS DanTransport?
"Jeg fortalte Tullberg og bestyrelsesformand Palle Flackeberg om idéen, og vi besluttede at arbejde videre med den. Vi foreslog en fusion, men DFDS' ejere ville sælge. Og så måtte Leif Tullberg og jeg ellers igang med at skaffe de nødvendige 1,5 milliarder kroner, hvilket lykkedes på halvandet døgn."
Forfængelighed
"Der er ingen tvivl om, at der var en vis form for forfængelighed bag købet af DFDS DanTransport. DSV var jo "bare" en stor dansk virksomhed, der havde lidt rundt omkring i Skandinavien, mens DFDS DanTransport havde et stort net rundt om i verden."
"DFDS DanTransport havde en svag indtjening, men en stor faglig ekspertise. Og der er ingen tvivl om, at købet har tilført DSV en meget stor værdi," sagde Kurt Larsen.
Divisionering
Kurt Larsen var også blevet bedt om i sit indlæg at redegøre for formålet med den igangværende divisionering af koncernen, der i dag er blandt de allerstørste i Norden.
Koncerndirektøren fortalte, at det første han fandt i sin forgængers skrivebord, efter DSV havde overtaget DFDS DanTransport, var en plan for divisionering af virksomheden.
"DFDS DanTransport havde fremragende trafikker - men virksomheden havde også meget dårlige trafikker. Og alt løb ned i den samme kasse. Sådan gør vi nok alle, men ved at divisionere tvinger vi os selv til gennemskuelighed," sagde Kurt Larsen.
"Divisionering betyder gennemskuelighed - man kan se, hvad de laver i den enkelte afdeling, og hvad de tjener. Pengene skal blive i de enkelte "siloer" - det er også en anerkendelse af de dygtige folk."
"Godstransport 2002" finder sted onsdag og torsdag i denne uge på Hotel Nyborg Strand og er arrangeret af Transportøkonomisk Forening (TØF).