23948sdkhjf

Børge Pedersen truede med at flage ud

Da chaufførerne i Abildå ville vælge tillidsmand, blev de truet med, at hele butikken ville lukke og flytte aktiviteterne til udlandet. Af et af virksomhedens regnskaber fremgår det, at der tilsyneladende er vægt bag ordene. I øvrigt tager firmaets revisor forbehold for ”fejl, mangler og misfortolkninger.”

En tidligere chauffør hos vognmand Børge Pedersen, Abildå i Vestjylland, kontaktede Lastbil Magasinet med følgende kommentar:

”På et tidspunkt insisterede vi på at vælge en tillidsmand i firmaet Børge Pedersen A/S. Vi fik den besked af Børge Pedersen, at hvis der blev mere tale om den sag, så ville han finde skruetrækken frem og afmontere nummerpladerne på samtlige biler og flytte bilerne til udlandet,” fortæller chaufføren.

For få år tilbage var det ikke vognmanden, der egenhændigt afmonterede nummerpladerne. Da fik han uventet assistance af Færdselspolitiet i Holstebro, som var behjælpelige med arbejdet.

Firmaet hed dengang Abildå Turist ApS (lukket efter konkurs, red.), og politiet skred til handling, da en af hans skolebusser kørte slingrekurs med 24 elever.

Færdselspolitiet kunne konstatere, at Børge Pedersen kørte rundt med Danmarks fremtid i en bus, hvor bremserne var næsten blankslidte, bagakslen sad løs, og støddæmperne i bagenden var ude af funktion.

Med blikket rettet mod udlandet

I Abildå overvejer vognmanden tilsyneladende stadig at finde nye græsgange i det udenlandske. I regnskabet for Børge Pedersen A/S, med binavnet Trehøje Turist A/S, for perioden 1. januar til 31. december 2000 lyder bestyrelsens kommentar:

”Virksomhedens automobilpark er udvidet til at bestå af i alt 22 køretøjer til befragtning af gods. I år 2001 forventes yderligere ekspansion, idet man forventer udvidelse af kundeantal og forøgelse af efterspørgsel fra bestående kunder. Desuden har selskabet i år 2001 anskaffet to turistbusser og knytter forventninger til denne gren inden for transportbranchen. Endvidere skal det nævnes, at man forhandler om partnerskab med kolleger i udlandet med henblik på sikring af virksomhedens overlevelsesevne på langt sigt.”

Slinger i valsen

Lastbil Magasinet ligger inde med firmaets regnskaber for årene 1997, 1998, 1999 og 2000, alle dækker perioden 1. januar til 31. december.

Tre ud af fire regnskaber er indleveret for sent. To af dem fandt først vej til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i september året efter. Rettidig indleveringsfrist ifølge regler er 30. juni.

Samtidig påpeger revisoren i alle fire regnskaber, at ”regnskabsmaterialet foreligger utilstrækkeligt dokumenteret.” Det medfører så, at han tager forbehold for ”fejl, mangler og misfortolkninger.”

Udover de skæve revisorpåtegninger har der på et tidspunkt i firmaet også været tale om et ulovligt aktionærlån hos vognmanden.

Lastbil Magasinet vil i de kommende dage se nærmere på regnskaberne og Børge Pedersens øvrige selskabelighed til dato, som består af en række krakkede selskaber.

Bedyrer sin uskyld

I går stod at læse i Erhvervsbladet, at Børge Pedersen udtalte, at han ikke skylder pensionsindbetalinger til chauffører, og den idømte erstatning til nuværende og tidligere medarbejderne ved Arbejdsretten på 375.000 kroner plus boden på 75.000 kroner til Kristelig Fagforening er en misforståelse.

Vognmanden mener, at misforståelsen kan være, at der er tale om en udeblivelsesdom i stedet. Han mødte ganske vist ikke op i Retten forleden, men det gjorde han så heller ikke hverken 3. eller 10. januar, da der var berammet møde.

Betalingsfristen er sat til 24. januar, og Børge Pedersen har mulighed for at få sagen genoptaget inden for fire uger efter domsafsigelsen, men da han er dømt for brud på overenskomsten, ser Kristelig Fagforening med sindsro den anke i møde.

Krøllen på historien er så også, at vognmanden har erkendt skriftligt, at han skylder et medlem hos Chaufførernes Fagforening, Herning, 12.000 kroner i pension.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063