Tidligere eksportchauffør Birger Skotte, Gedser, har stadig svært ved at forholde sig til det gasoverfald, han blev udsat for i Tyskland sidste år i juli og hans oplevelse i forbindelse med et røverisk overfald på en kollega tre måneder senere på en rasteplads ved Lyon.

Alligevel håber han, at han på et tidspunkt kan få det hele bearbejdet og eventuelt med kommunens hjælp via revalideringen komme i gang med en uddannelse som teknisk tegner.

Birger Skotte går stadig til psykolog for at få tingene på afstand, og da Arbejdsskadestyrelsen endnu ikke har anerkendt hans arbejdsskade, må han selv betale en del af behandlingerne, mens kommunen betaler resten.

Brug for akut krisehjælp

Da Birger Skotte kom hjem fra Frankrig om aftenen 25. oktober sidste år, var han langt nede psykisk og havde voldsomt brug for akut krisehjælp.

”Jeg kan så konstatere, at krisehjælp ikke findes. I det mindste ikke for chauffører, mens bankfolk fik psykologhjælp i hoved og r.., dengang der var mange af dem, der blev fyret. Den behandling jeg fik fra starten er forkastelig. Samfundet vil godt score profitten af vor kørsel, men ellers regnes vi ikke for noget,” mener Birger Skotte.

Forsøgte at få hjælp

Chaufføren stod med en henvisning til psykologhjælp fra sin læge, og ringede til adskillige flere, men han fik hver gang den nedslående tilbagemelding, at der hos de kontaktede psykologer var tre til fire måneders ventetid.

Endelig fik han kontakt til en kvindelig psykolog, som lovede at snakke med ham.

”Det viste sig, at hun var en rigtig platugle. Hun bad mig lyve om, at jeg havde opsøgt hende i hjemmet, fordi hun ikke har overenskomst med Storstrøms Amt, men med Fyns Amt. Det ville jeg ikke, så jeg gik igen,” fortæller Birger Skotte.

Fik regning for ingenting

Alligevel sendte psykologen ham senere en regning på 890 kroner, som han selv skal betale.

Chaufføren har nu klaget over psykologen til Storstrøms Amt.

I første omgang gik han til Dansk Psykologforening. Her blev han afvist og henvist til Patientklagenævnet. Nævnet sendte ham videre til amtet med den begrundelse, at den kvindelige psykolog ikke havde givet ham nogen behandling at klage over.

Med bistand fra familien fandt Birger Skotte endelig en psykolog, som ville hjælpe ham. Indtil videre har han været der otte gange, og chaufføren erkender, at han har brug for yderligere hjælp – også selv om han selv må betale 236 kroner pr. behandling.

”Jeg håber, det hele bliver til at leve med, og når Arbejdsskadestyrelsen har anerkendt min lidelse, får jeg pengene igen på et tidspunkt, men jeg må erkende, at økonomien er lidt stram. Jeg har hus, og med sygelønnen er jeg så gået 62 procent ned i indkomst.

Tog kontakt til udvalget

Sidste år blev der nedsat et hurtigt arbejdende udvalg, som via spørgeskemaer til eksportchauffører skulle undersøge omfanget af overfald ude på Europas veje og rastepladser.

Udvalget sidder p.t. og simrer for lukkede døre med resultatet af undersøgelsen, men der skal være møde igen i februar.

”Jeg fik ikke mine oplevelser anmeldt, fordi jeg ikke magtede at sætte dem på papiret, men jeg tog selv kontakt til Arbejdsministeriet. Her fortalte man mig, at udvalget var utroligt overraskede over den respons, der var kommet ind på spørgeskemaerne,” forklarer Birger Skotte.

Noget skal gøres

Birger Skotte påpeger, at det kan ikke være rigtigt, at eksportchaufførerne skal køre rundt og frygte for deres liv – eller for den sags skyld være bange for at gå til køjs, og han pointerer samtidig, at i dag sker overfaldene ude i Europa, men det er kun et spørgsmål om tid, inden de også når til danske p-pladser.

”Jeg forestiller mig, at man kan etablere lukkede rastepladser, hvor der skal bruges en kode for at komme ind. Det kan for eksempel være den samme, som vi bruger i forbindelse med vore dieselkort,” påpeger chaufføren.

Fælles opgave

Han mener i øvrigt, at en sikring af chaufførerne må være en opgave for EU, men olieselskaberne, som tjener penge på rastepladserne, må også medvirke. Det samme må vognmændene, mener Birger Skotte.

”For der er jo stadigvæk en lov, som siger, hvor langt vi må køre, inden vi skal holde hvil. Og fakta er, at chaufførerne bare forsøger at passe deres arbejde – og de betaler også skat,” fastslår Birger Skotte.

Læs også artiklen: "Chauffør stopper efter to barske oplevelser".