23948sdkhjf

Hukommelsestab i Retten

Mens Søren Damgaard Brøner ved tidligere afhøringer ikke havde problemer med at sætte navn på, hvem han mener er de ansvarlige i forbindelse med svindelsagen, var han mere i tvivl under retsmødet i Odense.

Gang på gang læste anklager, politifuldmægtig Annette Krogsgaard i Retten i Odense op af de forklaringer, som tiltalte Søren Damgaard Brøner, p.t. Vejle Arrest, tidligere har afgivet over for hende og politiet vedrørende svindlen i Gorba Spedition.

Det fremgår af rapporterne i den omfattende svindelsag, at tiltalte dengang ikke havde svært ved at sætte adresse på de personer, som efter hans mening var idemænd til blandt andet fiktive fakturer i millionklassen i det nu krakkede speditionsfirma.

Anklageren forsøgte ved oplæsningen tilsyneladende at opfriske Søren Damgaard Brøners hukommelse, men det hjalp ikke.

Som årsag til, at han nu så anderledes på, hvem der havde ansvaret for hvilke handlinger, angav Søren Damgaard Brøner i Retten, at det ved tidligere afhøringer efter hans anholdelse 7. juni 2001 var politiet, der havde sat navne på hovedrolleindehaverne, og at det derfor var etaten, der lagde ham ordene i munden. Ved eftertanke så han nu helt anderledes på tingene.

Medtiltaltes iltre temperament

”Det erindrer jeg ikke.” Sådan lød Søren Damgaard Brøners svar gang på gang.

Han kunne derfor heller ikke nikke genkendende til anklagerens påstand om, at han tidligere har udtalt: ”At medtiltalte Bent Jacobsen er god til at manipulere med folk, og at han har magt over folk, når han er sur.”

Strøget af hukommelsen var også udtalelsen om, at han i forbindelse med Gorbas fiktive fakturer, og forsøget på at belåne dem hos ikke mindre end tre forskellige factoringselskaber, skulle have forklaret, at han kontaktede cheferne, underforstået Bent Jacobsen og Henrik Haurballe Jensen, når selskaberne stillede spørgsmål ved de manglende CVR-numre hos kunderne på de falske fakturer.

”Har du tidligere beskrevet de to som chefer?” spurgte anklageren.

”Det kan jeg ikke huske, men jeg synes det ikke,” svarede Søren Damgaard Brøner.

Fik nyt job

Gorba Spedition var et enkeltmandsejet firma med Henrik Haurballe Jensen i spidsen. Han har i øvrigt strøget Haurballe, så han nu kun hedder Jensen til efternavn.

Ifølge Søren Damgaard Brøners forklaring bliver han efter en konkurs i sit vognmandsfirma Brøner Transport kontaktet af Henrik Jensen, som vil høre, om han eventuelt vil være med til at starte Gorba Spedition op.

I forvejen kender Søren Damgaard Brøner sin kommende arbejdsgiver overfladisk ude fra byen, men det ender med en jobsamtale, hvor også Bent Jacobsen er til stede som supervisor.

Bliver ansat

Få dage senere ringer Henrik Jensen og fortæller, at jobbet er hans. Han begynder i januar 2001. Søren Damgaard Brøner skal fungere som konsulent og være med til at finde og indrette lokaler samt skaffe kapital til huse.

”Til rapporten har du tidligere forklaret, at det var Bent Jacobsen, der sendte dig ud for at finde lokaler til Gorba, og du har også sagt, at selv om det fra starten var Henrik Jensen, der var din daglige chef, så viste det sig at være Bent Jacobsen, der styrede tingene,” påpegede anklager Annette Krogsgaard.

”Da jeg sagde det, følte jeg mig presset. Jeg har aldrig prøvet at sidde inde før,” fortalte Søren Damgaard Brøner.

Han forklarede også, at det først var langt senere, at det går op for ham, at Gorbas kapital skal skaffes ved belåning af falske fakturer, og at han ikke anede, hvad fakturabelåning er for en størrelse, inden han blev ansat i Gorba Spedition.

Ved ansættelsen aftaler parterne i øvrigt, at Søren Damgaard Brøner skal vente med at have sin løn - 25.000 kroner månedligt - til der begynder at komme penge i kassen.

Samtidig skal han skyde lidt kapital i firmaet. Det er penge, som han har efter konkursen.

Skulle udgive sig for en anden

Fra starten får Søren Damgaard Brøner fuldmagt til at handle ind til firmaet – og lidt ud over det sædvanlige – besked på i visse tilfælde at agere under og underskrive aftaler med navnet Henrik Jensen.

”Du har forklaret, at Bent Jacobsen gav dig besked på at udgive dig for Henrik Jensen, fordi du var bedre til at lave forretninger end ham,” pointerede politifuldmægtigen.

”Det husker jeg ikke,” svarede tiltalte.

Hverken Bent Jacobsen eller Henrik Jensen, der som den eneste af de seks tiltalte delvis har tilstået, har endnu været på anklagebænken, men et gennemgående træk i Søren Damgaard Brøners forklaring i Retten var, at han og Henrik Jensen så godt som aldrig så hinanden, fordi de på grund af flextid ikke var på kontoret samtidig.

Til gengæld lå der ofte sedler på kontoret med opgaver til Søren Damgaard Brøner. Han formoder, at de kom fra Henrik Jensen.

Ifølge tiltaltes forklaring skulle chefen være udfarende og blandt andet tage sig af kundeplejen. Der viste sig i øvrigt aldrig én kunde på Gorbas matrikel ifølge Søren Damgaard Brøner.

Medtiltaltes roller

Factoring-selskaber har gerne det princip, at de vil se, hvordan solvensen er hos samarbejdspartnere inden belåning af fakturer.

Det nyetablerede Gorba Spedition, som BG Bank ifølge forklaringen i Retten afviste at oprette en kassekredit til, havde af gode grunde intet årsregnskab. Der blev derfor udarbejdet et budget, og her var der ingen slinger i valsen.

32 millioner kroner, så stort var beløbet til belåning sat til.

”Du har tidligere forklaret, at du fik det beløb at vide af Bent Jacobsen, og at budgettet på de 32 millioner kroner, som blev forevist ved låneansøgningerne, var udarbejdet af CK,” fastslog anklageren.

”Det erindrer jeg ikke,” lød tiltaltes svar.

CK er også tiltalt, og han har ageret økonomisk rådgiver i samtlige involverede svindelfirmaer. Søren Damgaard Brøner hentede i øvrigt skriveborde til Gorba Speditions kontor hos CK.

Læs også: ”Forgæves forsøg på millionbelåning.”

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.052