Motorvej mellem Herning og Vejle
Beslutningen får umiddelbart betydning for strækningen Herning – Brande, der i henhold til anlægsloven fra 1999 skal anlægges som motortrafikvej, og som er omfattet af den politiske aftale af 21. januar 2001 mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti om investeringer på trafikområdet.
»Jeg skal nu have møde med ordførerne fra forligspartierne samt Dansk Folkepartis ordfører med henblik på at drøfte mulighederne for et politisk forlig om ændring af anlægsloven, således at vejen fra starten kan etableres som motorvej,« udtaler trafikminister Flemming Hansen. »Ved at ændre beslutningen om at etablere strækningen Herning – Brande som motorvej i stedet for motortrafikvej nu, dvs. inden vi er nået alt for langt i anlægsprocessen, håber jeg, at det vil være muligt at åbne vejen som planlagt.«
Åbner i 2005
Efter planen skal strækningen Herning-Brande åbne etapevis i årene 2005-2007.
For strækningen Ris-Ølholm, der efter planen skal være færdig som motortrafikvej i 2004, får beslutningen, ifølge trafifkministeriet, ikke umiddelbart nogen betydning, idet anlægsprocessen her er så langt fremme, at det er fundet hensigtsmæssigt at fortsætte arbejdet og så udbygge strækningen til motorvej senere.
Der vil snarest blive igangsat supplerende VVM-undersøgelser af en motorvej på denne strækning og på strækningen Ølholm-Vejle (E 45), ligesom den igangværende VVM-undersøgelse på strækningen Brande-Ris vil blive udvidet, så den omfatter en motorvej, oplyser trafikministeriet.