Vognmandsfirma skærer ned
”Vi er trådt et skridt tilbage, men har beholdt de biler, som er rentable.”
Sådan siger direktør Kim Johansen, Erik Johansen ApS Viborg.
Sidste sommer havde firmaet 33 biler. I december 2001 var man oppe på 44. Nu har man så uden den store dramatik valgt at rydde op for at gøre driften mere rentabel.
”Planen er nu, at vi vil bide os fast på de 33 biler,” fortæller Kim Johansen.
De 11 biler, som nu er leveret tilbage, var lejet. Der blev kigget grundigt i regnskabet, inden ledelsen i Viborg besluttede sig for, hvilke biler og hvilke kunder der skulle gøres op med.
Kim Johansen påpeger, at man selvfølgelig beholdt den kørsel, som giver det bedste økonomiske afkast. 1. september sidste år overtog Kim Johansen 50 procent af BS Viborg, som har ti små varevogne og i alt 35 ansatte. Heraf er der 25 avisbude.