23948sdkhjf

Svindel og plat for 24 millioner kroner

Det startede i 1999 og sluttede sommeren 2001. I den periode har de seks anklagede fra Odense begået knapt 130 kriminelle forhold. Ifølge anklageren, politifuldmægtig Annette Korsgaard er mange af svindelnumrene udtænkt af én af de tiltalte. Han er omfattet af navneforbud.

NN figurerer som økonomisk rådgiver i samtlige firmaer, der er involveret i den omfattende svindelsag, der de næste mange uger behandles ved Retten i Odense.

Som den eneste af de seks tiltalte er han omfattet af navneforbud. Han har p.t. ophold i Assens Arrest.

Anklager Annette Korsgaard mener, at det er ham, der har udtænkt de økonomiske transaktioner, som gik ud på at snyde sig til millioner af kroner hos blandt andet finansieringsselskaber.

Meget få af sagerne involverer Bent Nymand Kristensens nu konkursramte selskab La Cima ApS, Langeskov. Der er passiver i det bo for godt 17 millioner kroner. Oveni kommer så 24 millioner kroner, som der i denne tid aflægges regnskab for ved domsmandsretten i Odense.

Af de mange penge stammer godt 6,5 millioner kroner fra kriminalitet i forbindelse med La Cimas drift.

Beskyttelsespenge?

I sidste uge i Retten fremsatte anklageren den strøtanke, at Bent Nymand Kristensen havde betalt beskyttelsespenge til den medtiltalte Bent Jacobsen. En tanke som Bent Nymand Kristensen dog afviste.

Annette Korsgaard påpegede, at det var et rygte, hun havde hørt, og hun understøttede det ved at forklare, at den tidligere kontorassistent i tiltaltes virksomheder mente, at der var udskrevet checks uden bilag til Bent Jacobsen og en tredje person, som ikke sidder med på anklagebænken.

Mens Bent Nymand Kristensen er ude af fængslet indtil videre, så har Bent Jacobsen taget ufrivilligt ophold i Odense Arrest med Retten som nærmeste nabo.

Har følgeskab

Sidste mand af de tiltalte, som følges i Retten af politiet, er Søren Damgaard Brøner, p.t. Vejle Arrest. Udover at have spillet en ikke uvæsentlig rolle i en del af anklagepunkterne har han også et andet uafklaret forhold med myndighederne. Det drejer sig om narkosmugling.

De to øvrige tiltalte, der som Bent Nymand Kristensen selv må sørge for transporten til domsmandsretten, er Brian Fredsted, Haderslev og Henrik Haurballe Jensen, Nyborg.

Ved første retsmøde forsøgte samtlige tiltaltes forsvarere at få nedlagt navneforbud. Det afviste Retten. Afgørelsen blev ganske vist kæret, men fik ikke opsættende virkning. Det er nu op til Statsadvokaten at afgøre, om der påfølgende skal nedlægges navneforbud.

Plat og svindel

De enkelte anklagepunkter drejer sig om bedrageri og dokumentfalsk – eller forsøg på samme. Forehavendet lykkedes nemlig ikke i alle tilfælde.

Beløbsmæssigt er der stor forskel på de enkelte forhold, der svinger fra få hundrede kroner til flere millioner kroner, og de seks har opereret over store dele af landet via deres firmaer All-round Trading ApS, BNK Transport ApS, Gorba Spedition (ved Henrik Haurballe Jensen, red.), From´s Kurer-Service ApS, H L Trading ApS og La Cima ApS.

Samtlige firmaer væltede i konkurser, og man kan kun gisne om, hvor mange millioner kroner, det har kostet kreditorer og det offentlige.

Udover NN´s rolle som økonomisk rådgiver i de øvrige fem anklagedes virksomheder, figurerer han desuden i et par andre konkursramte selskaber.

Vi følger op på sagen senere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062