Mercedes viser flaget
»Jeg vil betegne det nye truckcenter som Danmarks bedste på lastbilsiden. Og det er et signal om, at Mercedes-Benz vil noget på lastbilsiden i Danmark.«
Det sagde Per Søby, adm. direktør i det nye truckcenter, i forbindelse med den officielle åbning af centret i weekenden. Han blev suppleret af Michael Irgens, ansvarlig for Mercedes-Benz’ lastbilsalg i Danmark, som understregede, at det tyske mærkes markedsandel i Danmark skal fordobles, og at det nye truckcenter er et led i denne strategi.
Det nye center har kostet 44 millioner kroner, alt inklusive. Der er i alt 3.060 kvadratmeter under tag, og det moderne lastbilhus er placeret på en 21.000 kvadratmeter stor grund direkte til motorvejen.
Værkstedet består af seks baner på hver 28 meter. Åbningstiden er fra kl. 7 til 17, men Per Søby oplyser, at man har tænkt sig at lytte til kundernes ønsker med hensyn til åbningstid. Faste kunder kan få et kort, så de selv kan komme ind på pladsen og hente deres bil uden for normal åbningstid.
Truckcentret er opbygget, så der er taget højde for evt. kommende udvidelser i alle afsnit af bygningen, der er i to etager.