Rumænsk chauffør strandet i Danmark
Den 21. december kørte en rumænsk lastbilchauffør ind på Ulstrup rasteplads ved motorvejen syd for Haderslev for at hvile. Da han nogle timer senere ville køre videre, kunne hans lastbil ikke starte på grund af mangel på strøm.
Den rumænske chauffør havde tilsyneladende ikke penge til at hyre et bjærgningsselskab. Han havde heller ikke penge til mad, og det var først, da han efter næsten en uges ophold på rastepladsen i sit kolde førerhus fik kontakt med en dansk vognmand, at der skete noget. Vognmanden kontaktede politiet i Haderslev, som fik en tysk lastvognschauffør til at hjælpe rumæneren med strøm, så han kunne komme hjem.
Flere læsere har gjort os opmærksom på episoden. En af dem - en pensioneret vognmand, som tidligere drev en større vognmandsforretning i Sønderjylland - mener, at nogen har svigtet i den her sag.
»Da jeg var vognmand, havde mine chauffører instruks om, at de skulle hjælpe kollegerne på vejen. Den her episode tjener ikke den danske transportbranche til ære,« siger den forhenværende vognmand.