23948sdkhjf

Forslag skaber uenighed hos Færdselspolitiet

De afdelinger, der ikke berøres af forslaget til de kommende strukturændringer, vil aldrig bakke op om de afdelinger, som skal forflyttes, mener flere betjente rundt om i landet.

Solidariteten gik fløjten færdselsbetjentene imellem, da en arbejdsgruppe forrige fredag præsenterede sit udspil til den kommende strukturændring hos Færdselspolitiet.

Ifølge forslaget nedlægges nogle afdelinger, og betjentene skal overflyttes til tjenestesteder i naboafdelingerne.

Mens fire afdelinger slås sammen to og to med nyt tjenestested.

Desuden skal én enkelt afdeling holde flyttedag. Endelig skal godt en snes mænd flyttes ud i landet fra Centralafdelingen i København.

Lastbil Magasinet skal her korrigere én enkelt ting. Vi skrev tidligere, at Nykøbing Falster flyttes til Slagelse. Det er korrekt, at de to bliver til én afdeling, men den får base i Vordingborg.

Gennemtænkt manøvre

”Det her er virkelig gennemtænkt fra arbejdsgruppens og ledelsens side. De afdelinger, som står med fordelene, vil aldrig bakke op om dem, som rammes af forslaget.”

Sådan nogenlunde lyder kommentaren fra flere betjente både øst og vest for Storebæltsbroen. Nogle bruger endda ordet strukturel manipulation fra ledelsens side.

”Man skulle tro, at rigspolitichefen på forhånd havde hvisket nogle af arbejdsgruppens medlemmer i øret, hvordan han vil have det,” lyder et udsagn fra en færdselsbetjent.

Fakta er i det mindste, at udover at visse ansatte får langt på arbejde, så skal befolkningen i afkrogene af de nye distrikter i fremtiden kigge langt for at få øje på Færdselspolitiet.

”Ændringen savner både faglig og saglig begrundelse set ud fra et trafiksikkerhedsmæssigt hensyn,” mener en betjent.

Enden er ikke set

Forhandlinger bag nedrullede gardiner i en lang periode gik forud for præsentationen af forslaget. I arbejdsgruppen sad folk fra de afdelinger, der berøres af tiltaget. Desuden var ledelsen i København også med ved bordet.

”Undervejs i forhandlingerne fik vi ingen orientering om, hvordan fremtiden ser ud. Men det er så tilsyneladende det her, som gruppen finder mest spiseligt. Udover at det er utilfredsstillende, tror de færreste af os, at selv de her ændringer er tilstrækkeligt i den sidste ende. Vi er flere, der gætter på, at endnu flere afdelinger skal slås sammen, når rigspolitichefen skal trække stregen ved juletid,” siger en færdselsbetjent.

I høringsfasen

Arbejdsgruppens forslag er nu til høring i de enkelte afdelinger. Flere betjente forventer, at det vil blive sendt retur til ledelsen med en vedhæftet godkendelse på grund af, at det for flere afdelinger ser spiseligt ud, da de ikke berøres nævneværdigt.

"Men vent bare. Der kan ske meget endnu, men så er solidariteten væk," lyder kommentaren

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109