Peder Meldgaard fylder 60
Peder Meldgaard, der er gårdmandssøn fra Agerskov i Midtsønderjylland, ville oprindelig følge slægtens vej som landmand, men det stod klart, at hans evner gik i retning af at beskæftige sig med handel og igangsættervirksomhed.
I 1966 flyttede han derfor til Aabenraa, hvor han efter en kort periode som chauffør og lagermand i en papir en gros virksomhed etablerede Aabenraa Budcentral med en lille varevogn.
Sammen med sin kone Margit, der altid har forstået at holde hans kreative evner i fornuftige og faste tøjler, udbyggede han straks sin virksomhed med serviceudlejning og en flytteforretning. Senere overtog han dagrenovationskørselen i Aabenraa, købte specialvogne og senere større vogne til andre transportopgaver. Han indførte en containerordning og var på mange måder en foregangsmand på miljøområdet med mange planer for genbrug.
Mange selskaber
De medfødte evner hos handelsmanden Peder Meldgaard fornægtede sig dog ikke. Selv om det var god latin at koncentrere sig om udvalgte kerneområder, valgte han den modsatte retning. Hen ad vejen blev denne handel og aktiviteter udvidet med etableringen af yderligere 11 aktieselskaber indenfor produktion, handel, miljø og genbrug. Seneste skud på stammen er køb af vognmandsforretningen A/S Johs. Pedersens eftf. på Fyn i april måned.
Meldgaard Gruppen, der har bygget moderne administrationslokaler og værksteder på Askelund i Aabenraa, herunder et hotellager på 6.600 m2, beskæftiger i dag 220 medarbejdere.
Stadig fuld fart på
Der er stadig fuld fart over Peder Meldgaard, som med sin store menneskelighed og kreative evner har skabt et enormt netværk i den sønderjyske landsdel, både på det faglige, sociale og på det mere selskabelige plan.
I de senere år har han kastet sin interesse på organisationsverdenen, som bestyrelsesmedlem i Dansk transport og Logistik, Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik og DA Lokalforeninger og som næstformand i Dansk Møbeltransport Forening.
Peder Meldgaard har stadig den daglige ledelse af handels- og transportkoncernen i Aabenraa med filialer, men i stigende grad overlader han den daglige ledelse af de mange selskaber til sine to sønner - Henrik og Lasse, og datteren Line.
Der er reception for Peder Meldgaard søndag den 11. november kl. 11 i Sønderjyllandshallen.