Iveco nummer 100.000
Køretøj nummer 100.000 i de tunge Iveco-serier EuroStar og EuroTech, der produceres i Ulm i Sydtyskland, er netop leveret til det tyske firma Metro-Distributionslogistik (MDL), en virksomhed under Metro AG i Düsseldorf.
Jubilæumsbilen er en sættevognstrækker af typen EuroStar LD 440 E40 T/P. Motoren er en Cursor 10 Euro 3 motor på 400 hk. Desuden er den udstyret med Ivecos halvautomatiske gearsystem EuroTronic.
MDL forsyner fra syv distributions-centraler varehusenkæden Real og supermarkedskæden Extra, begge under Metro AG med såvel fersk- som frostvarer. 70 procent af leverancerne foretages med de 220 køretøjer i MDL’s egen vognpark.
MDL’s moderselskab Metro AG havde i fjor en omsætning på 46,9 milliarder Euro, hvilket gjorde den til verdens fjerdestørste handelskoncern.
På billedet ses direktør Frank Wiemer i midten foran jubilæumsbilen, flankeret af Ivecos adm. direktør Giancarlo Boschette (t.h.) og direktør Cyril Hugi fra Iveco Tyskland.