23948sdkhjf

DTL's krav til den ny regering

DTL brygger for tiden på, hvilke krav organisationen vil præsentere den kommende regering for. Ordførende direktør Michael Svane vil forlange at få redskaber, der kan bruges til at rydde op i den mere blakkede del af branchen.

”Et krav må være, at vi får sat en effektiv stopper for platuglernes indtog i branchen, så der bliver kigget på dem, der i forvejen ikke kan holde sig til reglerne. Og der skal ikke holdes hånden over nogen som helst,” pointerer ordførende direktør Michael Svane, DTL.

Det var med udgangspunkt i den konkrete sag vedrørende de røde tal hos MKJ Handel ApS, Kolding, at Lastbil Magasinet kontaktede direktøren.

Samtidig foreholdt vi Michael Svane, at det i løbet af nul komme fem lykkedes at finde 36 firmaer i transportbranchen – de 30 tilknyttet landevejtransport, som gennem de seneste fire år, eller tre ud af fire år, har kørt med røde tal i egenkapitalen og resultat før skat i et så voldsomt omfang, at ethvert kapitalgrundlag må være forsvundet i den blå luft.

Samarbejde

Michael Svane mener ikke, at den slags firmaer hører hjemme på vejen. Derfor vil DTL også stille en række krav til den kommende regering.

P.t. arbejder man i Vognmændenes Hus på en række erhvervspolitiske forslag, som skal være med til at blokere landevejene for konkursryttere og andre, som driver virksomhed på den anden side af lovens bogstav.

”Det er vigtigt, at vi får et effektivt kontrolapparat, der skal bestå af en sammenkørsel af registrene hos politiet, Færdselsstyrelsen og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Et underskud et enkelt år skal ikke diskvalificere folk. Det må i så fald bero på en vurdering. Til gengæld skal man hurtigere finde frem til de virksomheder, der gentagne gange har røde tal på bundlinjen. Det er nemlig ofte dem, der hopper over på den forkerte side,” fastslår Michael Svane.

Durkdrevne ulovligheder

Samtidig pointerer direktøren, at der i firmaer med gentagne negative tal i regnskabet ofte sidder personer, som er ganske durkdrevne og gang på gang puffer op i ulovlige sammenhænge i branchen.

Deres gøren og laden betyder så, at vognmænd med orden i tingene bliver tvunget i knæ af unfair konkurrence.

Allerede i dag samkører myndighederne registre for at fange socialbedragere, som for eksempel uretmæssigt inkasserer både understøttelse og har lønindkomst - eller får forhøjet børnebidrag på grund af fiktiv adresse.

Tre i én kontrol

På den måde fanges økonomiske ulovligheder andre steder.

Det, mener Michael Svane, også er formålet med at køre de tre ovennævnte registre sammen, og kontrollen vil desuden påvise, hvor der ikke er noget økonomisk formål med at fortsætte selskabeligheden.

Desuden kan folk med en kriminel baggrund, som én gang har bevist, at de ikke er i stand til at drive virksomhed efter loven, opsnappes.

Sidst, men ikke mindst vil en effektiv, økonomisk kontrol godtgøre, om der er grundlag for, at en vognmandsvirksomhed får lov til at beholde sine tilladelser.

Er økonomien ikke til stede, tjener det ikke noget formål at fortsætte, påpeger direktøren.

Håndfaste metoder

”Vort endelig program til den nye regering vil også indeholde en skærpelse over for folk, der er konkurs, for at få tilladelserne tilbage til Færdselsstyrelsen,” siger Michael Svane.

Han mener ikke, at det er tilstrækkeligt, at styrelsen lader vognmanden skrive under på tro og love, at hans tilladelser er bortkommet.

”Der skal tages mere håndfaste metoder i brug for at hente dem hjem, og det skal ske med politiets hjælp,” mener direktøren.

Lastbil Magasinet har tidligere omtalt et eksempel med en tro og love erklæring, hvor det påfølgende viste sig, at både tilladelser og køretøjer blev benyttet af en kollega i branchen.

Vender tilbage senere

Af de 30 virksomheder i transportbranchen, som Lastbil Magasinet fandt med røde tal, har en stor del af firmaerne tilladelser.

Efterhånden vil vi kigge nærmere på tingene for at slå fast, om regnskaberne gemmer andre interessante forhold.

Vi har ikke haft held til at få erhvervsminister Ole Stavad i tale om MKJ´s røde tal, men Lastbil Magasinet forsøger igen – også set i lyset af de mange andre selskaber, som får lov til at køre rundt uden økonomisk grundlag.

Læs også: ”Styrelsen skal svare hurtigt”

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078