Direktoratet forventer loven overholdt
Sagen vedrørende Finn Kristensens fyring fra motorvejbyggeriet ved Århus, fordi han ville overholde godskørselslovens bogstav, har nu affødt, at Vejdirektoratet har udsendt en meddelelse til pressen, hvor direktoratet tager afstand fra ulovligheder i forbindelse med vejbyggeri.
DTL har, som vi fortalte mandag, sendt sagen videre til trafikministeren. Organisationen mener, at den er et kerneeksempel på, at det nu er på tide at få indført medvirkeansvar.
Lastbil Magasinet har sendt samtlige artikler vedrørende sagen videre til Jacob Buksti, hvor bladet beder om ministerens kommentar til tingene.
Vejdirektoratet har ordet:
"Spørgsmålet om lastbilchaufførers overholdelse af køre- og hviletidsbestemmelserne er kommet til debat på baggrund af en sag om ophævelse af en aftale om jordtransport mellem Vejdirektoratets entreprenør MT Højgaard og en vognmand på motorvejsetapen Låsby-Århus.
Der skal ikke herske tvivl om, at Vejdirektoratet ved indgåelse af aftaler med entreprenører om vejarbejder forudsætter, at arbejdet udføres i overensstemmelse med gældende lovgivning. Hvis Vejdirektoratet under arbejdets udførelse bliver opmærksom på forhold, der ikke er i
overensstemmelse med lovgivningen, vil det straks blive påtalt over for entreprenøren.
Vejdirektoratet har netop taget initiativ til et møde med entreprenøren for at indskærpe, at køre- og hviletidsbestemmelserne ligesom andre bestemmelser bliver overholdt."