Læserbrev om Trelde Sande
”Ingen anden udvej end at afhænde Trelde Sande”
Under denne overskrift bekendtgøres, at bestyrelsen for DTL nu endeligt har besluttet at sælge Trelde Sande.
Nyhedsbrevet (fra DTL, red.) er dateret den 22.10.2001, og der henføres til at der nu foreligger en beslutning om at sammenlægge kursusaktiviteterne i et fælles uddannelsesselskab sammen med ATL og ITD. Dette er i sig selv en glimrende ide. DTL, ATL og ITD vil få 6 af 9 pladser. Men hvem skal så have resten?
Med hensyn til Trelde Sande er der fremført 2 problemstillinger.
"Det nye uddannelsesselskab vil ikke bruge Trelde Sande."
Det er da ikke en begrundelse, der umiddelbart kan bruges til noget. Hvis DTL skal med i et sådan samarbejde kan det jo være en betingelse, at Trelde Sande bruges for fuld kraft. Trelde Sande er købt af vognmændene og skal bruges af vognmændene. Det er vel også vognmænd, der er medlem af de andre organisationer. Det nye uddannelsesselskab lejer sig selvfølgelig ind på Trelde Sande og har hovedkvarter her.
"Det er billigere andre steder."
Det kan da godt ske, men pris og kvalitet hører jo sammen. Der er ikke vist nogle tal, der kan bekræfte dette.
Med hensyn til økonomien synes jeg, at de overskud der er bevist ifølge DTL’s regnskaber må siges at være udmærkede, måske endda for store. Er bestyrelsen opmærksom på, at det fremgår, at Trelde Sande i de sidste 4 år har givet et overskud på 15 mill., men DTL kun 11. mill. Altså har Trelde Sande tjent 4 mill., som DTL ellers havde givet i underskud.
Nyhedsbrevet slutter med, at bestyrelsen ser ingen anden udvej end at sælge Trelde Sande.
Det kan ikke være rigtigt at en bestyrelse udelukkende bestående af folk fra vognmandsbranchen ikke kan se det vanvittige i at sælge denne pragtfulde, veldrevne overskudsgivende kursusejendom. Det er helt klart, at vognmændene får det bedste udbytte af kursuskroner, når de kan blive undervist i disse omgivelser.
Nu ser jeg frem til mødet, hvor kreds- og specialforeningsformænd og næstformænd samles. Her ser det heldigvis ud til, at der er forståelse for de værdier, der ligger på Trelde Sande."
Med venlig hilsen
Vognmand Bjarne Dueholm
Dueholm Vognmandsforretning
Nørrebrogade 121
7000 Fredericia