23948sdkhjf

Vognmand bortvist ved motorvejsbyggeri

Vognmand nægtede at overtræde godskørselsloven under motorvejsbyggeri og blev bortvist af entreprenøren.

Lidt for høj hastighed. Nogle ekstra ton stabilgrus og sand over den tilladte vægt, og overskridelser af køre- hviletiden. Sådan holder vognmændene skindet på næsen, når den statslige institution Vejdirektoratet bygger motorveje i Danmark.

Siger den enkelte vognmand nej til at arbejde under de betingelser, så får han fyresedlen af storentreprenøren Højgaard og Schultz A/S.

Det oplevede vognmand Finn Kristensen, Skovsrod Transport den 26. september, da han efter 672 km kørsel og en effektiv køretid på ti timer og et kvarter afviste at køre tur nummer fem mellem motorvejsbyggeriet ved Låsby og Birkesig Grusgrav på Djursland.

Takkede nej

”Da jeg fik besked på at hente læs nummer fem, sagde jeg til Asger (ansat hos Højgaard og Schultz, red.), at det må jeg ikke, fordi der er noget, der hedder køre-hviletid. Svaret var: Enten henter du læsset, eller også skal du ikke køre her mere, og det skal jeg nok ringe og sige til 3V,” fortæller Finn Kristensen.

Vognmanden påpeger samtidig, at der ikke har været én eneste mislyd mellem ham og repræsentanter fra Højgaard og Schultz tidligere.

Reelt kørte vognmanden for 3V-Transport, Lystrup, som har aftale med Højgaard og Schultz om kørslen af materialer til motorvejsbyggeriet vest for Aarhus.

”Jeg sendte en kopi af skiven til 3V for at bevise, at der ikke var køretid til at hente det femte læs, men man har ingenting foretaget sig, og jeg fik den besked fra kørselsdisponenten, da jeg forelagde sagen: at vi skal jo passe på vore kunder,” forklarer Finn Kristensen.

Det lykkedes i går ikke at få en kommentar fra 3V-direktør Steen Overgaard.

Kørsel budt i bund

Ifølge Finn Kristensen og et par andre vognmænd, der stadig kører for 3V, og som Lastbil Magasinet har snakket med, er der ingen, der spinder guld på at slæbe sand og stabilgrus for staten.

”Kørselsprisen er sat gevaldigt ned, siden jeg begyndte i foråret, så jeg fik 5,08 kroner pr. kørt km inklusive sættevogn, da jeg blev fyret. Den lave pris betyder, at folk er nødt til at læsse lidt rigeligt på for at holde pengene hjemme plus at trykke speederen i bund for at nå læssene. Samtidig bliver køre-hviletiden ikke overholdt,” pointerer Finn Kristensen.

For hver kubikmeter materiale, som de indforskrevne vognmænd leverer, tjener 3V penge.

”Om de samme kubikmeter bliver hentet på tre eller fem biler, kan være ligegyldigt for 3V, men med flere biler kan vognmanden køre lovligt,” påpeger Finn Kristensen.

Dialogen blev væk

”Byggeri med dialog.” Det er mottoet ved Højgaard & Schultz A/S. Det er dog ikke lige det første, der falder vognmand Finn Kristensen ind, når han tænker på, at han mistede hovedparten af sin kørsel, fordi han ville overholde køre- hviletidsreglerne. En henvendelse til Højgaard & Schultz fra Lastbil Magasinets resulterede heller ikke i nogen lang dialog.

Fra Højgaard & Schultz' hovedafdeling i København siger den ansvarlige ingeniør for motorvejsbyggeriet ved Århus, Stig Jørgensen:

”Nu stopper det lort. Han var ansat gennem 3V, vi har ikke haft noget med fyringen at gøre.”

Foreholdt at det var den ansatte fra Højgaard og Schultz, der viste Finn Jørgensen bort, siger Stig Jørgensen:

”Til helvede med, hvad den mand siger, og jeg vil ikke kommentere yderligere på sagen.”

Køreforbud?

Hvis ingeniøren ikke havde været så afvisende, ville Lastbil Magasinet gerne have spurgt ham, hvad Højgaard og Schultz vil gøre, hvis Færdselspolitiet finder på at holde tungvognskontroller på strækningen, hvor der køres materialer til motorvejsbyggeriet, uden at der tilsyneladende er tid til at tage hensyn til reglerne.

Kontrollerne kan jo i så tilfælde munde ud i, at vognmændene bliver forsinket på grund af køreforbud for overlæs og overtrædelser af køre-hviletiden. Altsammen mens de kører materialer til statens vejbyggeri.

Dagens artikel videresendes til presseafdelingen hos Højgaard og Schultz, København, for at høre, om man fra topledelsen har lyst til at kommentere på forholdene.

Lastbil Magasinet vil også præsentere den for Vejdirektoratet for at høre, om det kan være meningen, at vognmænd skal miste deres arbejde, hvis de ikke vil udføre ulovlig kørsel.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063