Pas på med andres fragtbreve
”Jeg er blevet nervøs for at bruge andres fragtbreve, så nu er min bogtrykker ved at lave mine egne. Så er jeg også ude over problemet med dækning af skader, hvis uheld er ude,” forklarer Per Pagh, Direct Kurer Service, Lejrskov ved Kolding.
Per Pagh erkender, at han begik den fejl, at han efter en transport, hvor godset blev skadet, udfyldte et fragtbrev fra Danske Fragtmænd.
Normalt dækker Per Paghs forsikringsselskab Trekroner Forsikring ifølge vognmandens police skader på gods op til godt 300.000 kroner, men da han udfyldte det nævnte fragtbrev over en maskine, som skulle afhentes på Sjælland og køres til Kolding, nægtede Trekroner Forsikring samtidig at betale hele skadens omfang.
Begrænsning i fragtbrev
Det skyldes, at der i Danske Fragtmænds fragtbreve er en begrænset dækning på 8,33 SDR (guldfranck, som er gennemsnittet af en række landes valuta jf. CMR-loven red.).
8,33 SDR svarer til 86,66 kroner pr. kg beskadiget gods.
”Maskinen vejede ifølge forsikringsopgørelsen 120 kg ganget med 86,66 kroner. Det betyder, at Trekroner Forsikring kun vil dække 10.399,20 kroner, men maskinen har en værdi på 28.500 kroner,” fortæller Per Pagh.
Hændeligt uheld
Det var under læsning af maskinen, at uheldet skete i januar i år. Den øverste del af maskinen var tappet fast på den nederste skabssektion.
Da maskinen løftes, går den øverste del ud af tapperne og skrider på jorden og bliver beskadiget.
”Jeg kører maskinen til Kolding uden fragtbrev. Det er først, da Trekroner Forsikring beder om et fragtbrev, at jeg udfærdiger et fra Danske Fragtmænd. Jeg har tidligere mange gange foretaget transporter på deres fragtbreve, uden at være opmærksom på dækningsproblemet. Jeg skulle bare ikke have udfyldt et den her gang. Så havde min forsikring nemlig dækket hele skaden,” påpeger Per Pagh.
Kundens garanti
Siden transporten har Per Pagh korresponderet frem og tilbage med Trekroner Forsikring uden resultat.
”Min kunde har fået de 10.399,20 kroner, og han har ikke bedt om de resterende penge for maskinen. Men jeg har det dårligt med det her, for da jeg fik transporten, præsenterede jeg min kunde for min forsikringspolice hos Trekroner Forsikring. Af den fremgår det, at jeg er dækket for skader til over 300.000 kroner,” pointerer vognmanden.
Det lykkedes ikke i går at få en kommentar fra Trekroner Forsikring. Lastbil Magasinet vil følge op på sagen i morgen.