Lad foreningerne investere i Trelde Sande
»Find en investeringsform, eventuelt ejerform omkring Trelde Sande, måske som Transitgården i Padborg, der kan bruges af alle landets foreninger, der vil transportbranchen noget godt. For eksempel kunne man lade de lokale vognmandsforeninger investere i en modernisering og udbygning af Trelde Sande.«
Det mener vognmand Bjarne Dueholm, Fredericia, som startede hele debatten om Trelde Sande med et læserbrev her på hjemmesiden den 17. september. Ovenstående mening er en del af nedenstående læserbrev, hvor han også giver sin udlægning af regnskabet for Trelde Sande.
Bjarne Dueholm skriver:
"Trelde Sande endnu engang. Efter gennemgang af regnskaberne for Danske Vognmænd for årene 1997, 1998, 1999 og 2000, breder forvirringen sig totalt. Det fremgår af det reviderede officielle regnskab, at tallene er som følger.
1997
1998
1999
2000
kursusindtægter, netto i kr. 1000
3923
3938
5173
3623
ejendom Trelde Sande i kr. 1000
-844
-622
-608
-1042
resultat (LÆS OVERSKUD) i kr. 1000
3079
3316
4565
2581
Ifølge direktør Michael Svane har Trelde Sande givet et årligt underskud på ca. 1.000.000 kr. Jeg kan ikke se sammenhæng i disse tal.
Hvis det skulle vise sig, at direktør Michael Svane alligevel har ret i millionunderskuddet, vil det KUN koste 200 kr. pr. medlemsvirksomhed om året.
Tak for opbakningen
I øvrigt glæder det mig personligt meget, at der har været så stor en opbakning fra foreninger og medlemmerne for at bevare kursusejendommen på vognmændenes hænder. TAK FOR DET.
Til medarbejderne på Trelde Sande vil jeg gerne sende en meget varm hilsen. Jeg kan forestille mig, hvilken hverdag vi (vognmændene) tilbyder jer i disse for jer meget usikre måneder. Det er jo jeres arbejdsplads. Jeg vil gerne give jer ros og moralsk opbakning. Mange af de vognmænd, som jeg har talt med i denne sag, har rost jer og den behandling, som I giver os, når vi er på Trelde Sande. God mad, hjemlig hygge og fred og ro er nøgleordene, når man er på Trelde Sande.
Jeg håber, at denne sag vil slutte med en styrkelse af Trelde Sande, til gavn for jer, vognmændene og hele transportbranchen. Hav tålmodighed. Vognmændene ønsker at beholde Trelde Sande.
Udbygning af Trelde Sande
Jeg er vidende om, at der i adskillige vognmandsforeninger og vognmandsorganisationer landet over er opsparet større eller mindre beløb, som henstår på næsten uforrentede bankkonti.
Hvorfor ikke stille disse midler til rådighed for en udbygning/modernisering af Trelde Sande, selvfølgelig mod en bedre rente eller et årligt udbytte. Det skulle ikke undre mig, om en ombygning kan selvfinansieres ved hjælp af disse inaktive midler. Det kommer så fremtidige medlemmer/vognmandskolleger til gavn og dermed hele branchen.
Find en investeringsform, evt. ejerform, måske som Transitgården i Padborg, der kan bruges af alle landets foreninger, der vil transportbranchen noget godt."
Med venlig hilsen
Vognmand Bjarne Dueholm
Dueholm Vognmandsforretning
Nørrebrogade 121
7000 Fredericia