Åbent brev til DTL's ledelse
17. september bragte Lastbil Magasinet på hjemmesiden et indlæg fra vognmand Bjarne Dueholm, Fredericia, hvor han udbad sig DTL´s forklaring på, hvorfor organisationens ledelse fandt det nødvendigt at afhænde kursusejendommen Trelde Sande.
Nu har vi modtaget et åbent brev sendt til DTL om samme problematik fra Vejle Amts Vognmandsforening (VAV).
Brevet er underskrevet af formand Jørgen Egeskov, men ordlyden er godkendt af en samlet bestyrelse. Formanden forklarer desuden, at synspunkterne vedrørende salget deles af mange menige medlemmer af VAV.
Med på generalforsamlingen
Ligesom den første debatskriver stiller foreningen sig uforstående over for beslutningen, og VAV finder, at det er så vigtig en beslutning, at det bør være op til medlemmer på en generalforsamling at vedtage et eventuelt salg.
Det afviste ordførende direktør i DTL Michael Svane i sin kommentar til vognmand Bjarne Dueholms første indlæg. Direktøren oplyste også, at han via telefonsamtaler med medlemmer ude i landet mødte forståelse for, at salget er en nødvendighed.
VAV peger på, at i stedet for at sælge Trelde Sande bør organisationen sætte bygningerne i stand og samle alle sine aktiviteter på stedet. Også selv om det vil betyde, at medlemmer skal betale et bidrag for at bevare kursusejendommen.
Åbent brev
Her følger ordlyden af Vejle Amts Vognmandsforenings åbne brev til DTL:
"VAV stiller sig meget uforstående over for salget, som der er lagt op til af bestyrelsen/direktionen i DTL.
For VAV at se er det helt naturligt og en selvfølge, at al uddannelse i transportbranchen er samlet på ét sted.
Dette sted skal være hele transporterhvervets/vognmændenes sted.
Dette sted har vi nu i Trelde Sande.
Der ligger færdige udbygnings/moderniseringsplaner for en samlet sum på 11 millioner kroner, som er godkendt af myndighederne. Dette vil bringe Trelde Sande op på et fuldt moderne niveau.
For VAV´s bestyrelse at se vil denne investering med Trelde Sandes beliggenhed altid være i behold. Også selv om vi senere vil sælge ejendommen.
Spænder vidt
Transportuddannelserne skal være bredt favnende og spænde over både arbejdsgiver, faglige, økonomiske, organisatoriske og politiske områder.
Hermed også sagt at uddannelse ikke kun skal være styret af arbejdsgiverinteresser, men også være for menigmand, ansatte og vognmænd.
At transportbranchen og dermed vognmændene har deres eget uddannelsessted med egne faciliteter, vil absolut være en samlende faktor for branchen.
Det at have sit eget sted som transportbranchens uddannelseshøjborg - og ikke kun et tilfældigt hotelkonferencerum – vil også fremme anseelsen af erhvervet i samfundets øjne og dermed øge respekten for transportbranchen.
Uholdbar situation
At uddannelsen på nuværende tidspunkt er delt på to steder, DTC-U på transportcentret i Vejle og Trelde Sande, er uholdbart. Dette er dog et levn fra tidligere organisationsdeling i vognmandsbranchen.
At DTC-U med næb og klør skraber til sig imod branchens holdning, men med hovedbestyrelsens passive tilsyn, er rystende.
Det er VAV´s krav, at der ikke foretages salg af Trelde Sande inden alle medlemmer er blevet spurgt. For eksempel på førstkommende DTL-generalforsamling.
Lad os nu i transportbranchen få vores uddannelser samlet i egne lokaliteter, og lad os så eventuelt betale et bidrag dertil, hvis dette skulle blive nødvendigt.
Med venlig hilsen
Jørgen Egeskov
Formand for Vejle Amts Vognmandsforening
Lastbil Magasinet følger op på sagen med kommentarer fra DTL og kredsformænd og andre medlemmer af organisationen.