Så er der fri adgang til hetz mod chauffører
"Det er fantastisk. Nu er vi på Herrens mark, når betjente, hvis de ser sig sure på en chauffør, bare kan skrive folk uden det mindste bevis,."
Sådan kommenteres dommen fra Grenå af talsmanden for I/A Gruppen og næstformand i I/A´s støttegruppe Eksportchaufførernes Vel, Ole Prüsse.
"Det her betyder faktisk, at en betjent bare kan sige, at jeg har overtrådt spærrefladerne over en strækning på 100 meter, og så mister jeg kørekortet betinget. Men den her sag skal videre, og enten kører SiD i Skanderborg den, eller også gør vi," slår Ole Prüsse fast.
Opfordring til SiD
Talsmanden opfordrer derfor Dennis Olsens fagforening til bare at klø på .
"Selv om jeg egentlig ikke tror, at det er nødvendigt med min opfordring. Jeg er helt sikker på, at de vil bakke Dennis op. For hvis vi er der ude, hvor en betjent har lov til det her, så er vi endt med, at politiet bare kan notere dem, der passer dem uden at have skygge af bevis," påpeger Ole Prüsse.
Fornuftige mennesker
Ole Prüsse finder i øvrigt, at langt den overvejende del af politifolk er fornuftige mennesker.
"Men der er nogle, der hetzer mod lastbiler, fordi de har set sig sure på dem," mener talsmanden.
Med sagen fra Grenå i bakspejlet synes Ole Prüsse også, at der er grund til at klappe hesten med hensyn til de sammenlægninger af afdelinger af Færdselspolitiet, som Lastbil Magasinet har omtalt de seneste dage.
Han håber ikke, at det betyder, at det bliver lokale betjente af Morten Kjærs kaliber, der skal til at lave tungvognskontroller i Danmarks afkroge, fordi afstandene er for store for færdselsbetjentene.
Ikke mange roser
Ole Prüsse har ikke brug for rosende superlativer, når han skal kommentere dommerfuldmægtig Anna Segatos indsats.
"Hun kan måske heller ikke lide lastbiler, men derfor behøver man jo ikke drive en urimelig hetz på dem, for det har vi svært ved at kapere," pointerer han.
Med risiko for at blive kaldt både det ene og det andet vover Ole Prüsse alligevel pelsen og kommer med en sammenligning
"Nu var der tale om en dansk chauffør, men havde det nu været en muslim, som Morten Kjær hetzede mod uden at have det mindste bevis, så er jeg sikker på, at han blev anklaget for at være racist," mener Ole Prüsse.