Chauffør tror ikke længere på retsvæsenet
”Jeg havde på fornemmelsen, at når min modpart var en politibetjent, så ville det gå, som det nu gik,” siger chauffør Dennis Olsen, Hjortshøj.
I går blev der afsagt dom i hans sag ved Retten i Grenå.
Her lænede den meget unge, kvindelige dommerfuldmægtig Anna Segato sig op ad anklageskriftet og politibetjent Morten Kjærs forklaring.
Dommen lød på en bøde på 2.500 kroner samt en tre års betinget frakendelse af kørekortet.
Sagen blev omtalt her på hjemmesiden fredag i sidste uge og i mandags.
”Jeg mente, man var uskyldig, indtil det modsatte var bevist. Jeg kan nu konstatere, at det ser Retten i Grenå stort på,” pointerer Dennis Olsen.
Dommen skal ankes
Ved sin side i Retten sidste torsdag havde Dennis Olsen advokat Lars Søndergaard fra Advokatfirmaet Bjørst i København.
Advokaten førte sagen for Dennis Olsen, men det var hans fagforening SiD i Skanderborg, der betalte gildet.
”Om jeg så selv skal finansiere det, så skal dommen ankes. Jeg stopper ikke her. Sagen er, at jeg kørte for stærkt, og det er så det. Og det har jeg erkendt. Til gengæld overskred jeg ikke spærrefladerne, så jeg vil simpelthen ikke acceptere den betingede frakendelse,” påpeger Dennis Olsen.
Det er i dag ikke til at sige, om SiD Skanderborg så følger med Dennis Olsen i Landsretten Det er nemlig først muligt at træffe formanden Holger Slott Jensen på mandag.
Påstand mod påstand
Dennis Olsen har vægtige grunde til at anke sin sag.
Chaufføren har erkendt, at han kørte 89 km/t. Det fremgår også klart af skiven.
Politiassistent Morten Kjær mener, at han – og de to øvrige personbiler, som Dennis Olsen overhalede kørte cirka 80 km/t. Måske lidt mindre. Betjenten kørte i midten.
Der er på stedet 1722 meter mellem spærrefladerne. Dennis Olsens regnestykke viser, at når han kørte 89 km/t og man antager personbilernes hastighed til 80 km/t, så havde han reelt 195 meter overskydende vej uden spærreflader til at køre ind foran personbilerne efter sin overhaling.
Må betjente det?
Morten Kjær påpegede i Retten, at han kørte så tæt på den foran kørende personbil, at det var tvivlsomt, om Dennis Olsen kunne få sit køretøj ind imellem uden at genere.
Det er interessant påstand, men måske må politibetjente på vej til arbejde godt køre i trafikken uden at vise hensyn?
Morten Kjær observerede, at Dennis Olsen overskred spærrefladerne med 100 meter, selv om der kørte en bil foran ham, og at lastbilen sprøjtede vand op på hans ruder under overhalingen. Det må personbilen jo også have gjort.
Tre gange pointerede Morten Kjær, at Dennis Olsens overhaling ikke var til gene for nogen.
Vag bevisførelse
Morten Kjær overvejede end ikke, at memorere nummeret på personbilen foran ham. Selv om der var god tid til det, da den på et tidspunkt viste fra og drejede til højre. Da havde betjenten ifølge sin forklaring heller ikke bestemt sig for at gøre en sag ud af det.
Til gengæld fejlede hans erindring ingen ting, da han hastede frem og lagrede nummeret på Dennis Olsens trailer i sin indre computer. Papir og blyant var ikke nødvendig. Han er trænet i at huske, som han påstod i Retten.
Trailernummeret ville Morten Kjær eventuel bruge, hvis han traf på lastbilen igen.
Betjenten beslutter sig først til at køre på havnen, da der ikke ligger nogle interessante opgaver klar til ham på politigården som for eksempel et røveri.
Morten Kjær kom alene ned til færgen iført uniform og i patruljebil. Her udspandt der sig i øvrigt en lidt højrøstet samtale mellem betjenten og Dennis Olsen.
Hvor er beviset?
Både Dennis Olsen og hans advokat efterlyser de vidner, som Morten Kjær med sin glimrende hukommelse kunne have skaffet.
Nu endte det så med at blive påstand mod påstand.
”På de betingelser kendte jeg udfaldet på forhånd,” siger Dennis Olsen.
Morten Kjærs gode hukommelse svigtede så på et punkt i Retten. Her påstod han, at personbilen foran ham var en rød Ford. I rapporten skrev han en rød Nssan.
Lastbil Magasinet har talt med flere færdselsbetjente om sagen fra Grenå.
De finde Morten Kjærs fremfærd yderst beklagelig. I deres øjne burde sagen aldrig være rejst.
Hvis Morten Kjær endelig ville, skulle han højst have givet Dennis Olsen en bøde for hastighed efter skiven.
Læs dagens anden artikel om emnet: ”Så er der fri adgang til hetz mod chauffører.”