23948sdkhjf

Politimand mod chauffør i speciel retssag

Selv om en politibetjent, der i går var part i en højst besynderlig retssag, kunne have stillet med to vidner, faldt det ham ikke ind. Samme betjent forklarede i øvrigt, at sagen mod en østjysk chauffør aldrig var endt for dommeren, hvis der havde været vigtigere politiopgaver på programmet.

Ifølge anklageskriftet optrådte chauffør Dennis Olsen, Hjortshøj, hensynsløst, tilsidesatte væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og kørte mindst 80 km/t, uagtet at hastigheden ikke måtte overskride 70 km/t.

Hændelsen fandt sted 13. december sidste år klokken 22.33 på Århusvej kort før Grenå.

Den utilbørlige optræden bestod i - stadig ifølge anklageskriftet - at Dennis Olsen under sin overhaling havde overskredet de på stedet værende spærrelinjer og efterfølgende spærreflader over en samlet strækning på mindst 100 meter.

Anklagerens påstand lød på en betinget frakendelse af kørekortet og en bøde på 2.500 kroner, mens forsvareren, advokat Lars Søndergaard, fra advokatfirmaet Bjørst i København, på vegne af sin klient kunne vedtage en bøde på 1.000 kroner for en hastighedsovertrædelse.

Dommen afsiges 27. september.

Erkendte hastighedsovertrædelse

Dennis Olsen kom 13. december på omtalte tidspunkt kørende ad Århusvej mod Grenå. Foran kørte tre personbiler. Han anslog deres hastighed til cirka 70 km/t.

Ifølge chaufførens forklaring øgede han hastigheden lige efter vejen til Ålesø og lagde ud til overhaling efter spærrefladerne på stedet. Sin hastighed anslog han til cirka 89 km/t.

Dennis Olsen forklarede, at han passerede de tre foran kørende personbiler og var trukket ind til højre inden de næste spærrelinjer og spærreflader.

Afstanden mellem spærrelinjer og flader har han i øvrigt påfølgende opmålt til 1722 meter.

Han forklarede også, at forskellen på hastigheden bevirkede, at han havde 195 meter til at trække ind på, inden han kom til spærrefladerne.

Chaufføren påpegede desuden, at der var frit udsyn langt frem – også i det påfølgende sving efter spærrefladerne, fordi der ingen blade var på træerne. Der var ingen modkørende trafik på stedet.

Betjent i midten

Dennis Olsens modpart i Retten var politiassistent Morten Kjær. Han var den aften på vej på arbejde og fører af midterste personbil, som blev overhalet.

Morten Kjær forklarede i Retten, at han anslog afstanden mellem sin og den foran kørende personbil til at være for kort til, at lastbilen under overhalingen kunne klemme sig ind mellem dem.

”Det er også mit skøn, at den forreste personbil ikke blev generet, da lastbilen kører ind foran ham. Føreren i personbilen bremser ikke. Om han løfter foden fra speederen, kan jeg ikke se, men jeg tror det ikke. Men det ser ud til, at Dennis Olsen er langt inde i spærrefladen, inden han kommer rent ind foran personbilen,” forklarede politiassistenten.

Morten Kjær påpegede, at han ikke på stedet greb ind, fordi han var i civilt og i sin egen bil.

”Jeg var på vej til arbejde og havde ikke mulighed for at standse ham,” fortalte han.

Kunne have skaffet vidner

Personbilen foran Morten Kjær blinkede af og drejede til venstre ved Trekanten, Grenå. I stedet for at forsøge at få vidnet stoppet, fulgte betjenten efter Dennis Olsen for at aflæse registreringsnummeret på sættevognen.

Det skriver han ikke ned, men forklarer, at det kan han huske.

”Den slags er en politibetjent trænet i,” forklarede Morten Kjær.

Til gengæld kunne han så ikke give forsvarer Lars Søndergaard en forklaring på, hvorfor han ikke kunne huske registreringsnummeret på den foran kørende personbil.

Inden Morten Kjær drejede op til politistationen, nåede han at se, at Dennis Olsen længere fremme drejede til højre i lyskrydset og kørte ned mod havnen. Efter at have købt billet til færgen, gik lastbilchaufføren til køjs.

Blev vækket

Tre kvarter til en time senere blev han vækket af Morten Kjær, nu i fuld udrustning med håndjern og tjenestevåben og foreholdt sine forseelser.

Dennis Olsen benægtede at have overskredet spærrefladerne, men erkendte sin hastighedsforseelse.

Forsvareren ville vide, hvornår Morten Kjær besluttede sig for at tage sagen op mod Dennis Olsen. Det var ifølge betjentens forklaring først, da han observerede sættevognen på havnen.

”Jeg havde øjensynligt ikke foretaget mig noget, hvis der havde været en røverisag, når jeg kom på arbejde. Den ville have haft førsteprioritet,” forklarede Morten Kjær.

Lidt efter lidt

Dagen efter opdaterede Morten Kjær hændelsen, men skrev ikke selve rapporten. Den blev først udfærdiget 14. januar.

I rapporten skrev politibetjenten, at personbilen foran ham var en rød Nissan. I går i Retten mente han til gengæld, at det var en rød Ford Fiesta.

Forsvareren ville endelig vide, om der var noget til hindrer for, at Morten Kjær kunne have aflæst nummeret på den forankørende personbil, og om ikke politiet normalt sørger for at have vidner, når man stopper folk i lignende situationer på patrulje.

”Så er vi normalt to vidner i politibilen,” forklarede Morten Kjær.

Flere svage punkter

”Dennis Olsen har erkendt sin hastighedsovertrædelse. Den kan ikke føre til en betinget frakendelse af kørekortet. Jeg finder ikke, at der er ført bevis for, at spærrelinjer og spærreflader er overtrådt på en strækning på de mindst 100 meter, som betyder en frakendelse af kørekortet,” påpegede Lars Søndergaard i sin gennemgang af sagen.

Han fandt det desuden tvivlsomt, om Morten Kjær kunne observere, hvis Dennis Olsen overhovedet havde vogntoget inde på spærrefladerne, fordi han så skulle se både gennem en personbil og lastvognstoget.

Samtidig efterlyste advokaten de vidner, som kunne være ført. Nemlig de to øvrige bilister, som blev overhalet.

”Det kan kaldes en usædvanlig politiindsats. I rapporten skriver Morten Kjær en rød Ford Fiesta. Nu siger han en rød Nissan. Både han og politiet var bedre tjent med, at Morten Kjær ikke havde gjort noget ved sagen,” mente Lars Østergaard.

Alt i alt fandt han, at bevisførelsen langt fra godtgjorde, at der var grundlag for at ramme Dennis Olsen på hans levebrød.

Lastbil Magasinet følger op på sagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082