23948sdkhjf

Michael Svane: Det må koste tilladelserne

Ordførende direktør i DTL Michael Svane mener, at Tom Albrechtsens kørsel i en anden vognmands biler og på hans tilladelser skal medføre, at Færdselsstyrelsen lukker butikken hos T.A. Transport ApS i V. Sottrup.

”Der er kun én ting at gøre. Færdselsstyrelsen og Trafikministeren må tage hånd om de her sager, og i forhold til T.A. Transport skal det efter min vurdering koste den ansvarlige leder tilladelserne,” påpeger ordførende direktør Michael Svane, DTL.

Udtalelsen er direktørens mening til sagen på hjemmesiden i går. Her fortalte Lastbil Magasinet om konkursen hos Kløver-Grossisten v/Ole Kjeldgaard ApS, Skive, og om, hvordan kurator, advokat Arne Ruskjær, Skive, efter en del gravearbejde fandt og hentede flere af boets biler hjem fra T.A. Transport ApS, V. Sottrup ved Sønderborg.

Samtidig er det også bevisligt, at der med mindst ét af køretøjerne medfulgte tilladelse fra konkursboet. Så er det nærliggende at antage, at der var tilfældet med samtlige køretøjer.

Færdselsstyrelsen kan jo konstatere, at Ole Kjeldgaard mangler at returnere otte nationale og tre fællesskabstilladelser.

Med lånte fjer

T.A. Transports ApS` startdato er 14. maj 2000. Først sidst på året blev der indregistreret biler med firmaet som bruger.

Det betyder, at Tom Albrechtsen i det først halve års tid som selvstændig vognmand konsekvent benyttede sig af lånte fjer både med hensyn til materiel og tilladelser.

Og det på trods af, at han allerede i sommeren 2000 fik sine helt egne tilladelser efter at have deltaget i vognmandskurset på DTC, Vejle. Noget tyder så på, at han så har glemt at høre efter, hvad der er god skik i branchen.

I øvrigt er Elvin Jensen, kendt fra den meget omtalte Hammer Trans sag, ansat i V. Sottrup. Han har tidligere udtalt til Lastbil Magasinet, at han blandt andet på et tidspunkt var sin arbejdsgiver behjælpelig med nogle problemer med en af firmaets kunder.

Føler sig til grin

Generelt mener Michael Svane ikke, at antallet af plattenslagere i vognmandsbranchen er overvældende stort.

”Men vores medlemmer føler sig til grin af disse størrelser. Nu er T.A. Transport ikke medlem hos os, så vi kan ikke gøre noget af egen drift, men til gengæld må myndighederne gribe ind. Færdselsstyrelsen må få fat i politiet, så de kan tage sig af sagen. Det her rammer nemlig også vore medlemmer, som bliver mistænkeliggjort,” påpeger Michael Svane.

DTL har i øvrigt bedt Vejtransportrådet få en redegørelse fra Færdselsstyrelsen om, hvordan der kan strammes op i sager som denne.

”Det er uacceptabelt, hvis ikke tilladelserne samles ind fra disse slibrige typer,” pointerer Michael Svane.

Lastbil Magasinet følger op på sagen i de kommende dage.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063