Udvidelser på DTC
Knud Hansen A/S står for det ene nybyggeri, idet firmaet udvider sit værksted for montering, reparation og servicering af kølemaskiner med to reparationsbaner. Desuden opføres et nyt kontorafsnit på i alt ca. 375 kvm. Firmaet råder derefter over 1200 kvm.
Den anden udvidelse finder sted hos DTC-Lastvognsvask ved Klaus Stockholm Nielsen. Foruden almindelig lastvognsvask har firmaet en omfattende aktivitet med vask og ombytning af kødkroge og "juletræer" til ophæng af fersk kød. Netop dette forretningsområde har udviklet sig meget, og derfor er det nu nødvendigt med et par ombygninger for at øge lager-og vaskekapaciteten for denne specielle service, hvor vognmændene kan komme og aflevere snavsede kødkroge og få udleveret renvaskede.
Efter udvidelsen er vaskehallens areal 1527 kvm, hvilket placerer den som Nordeuropas største. I forbindelse med ombygningen tillægges et nyt kontorafsnit på 208 kvm.
Begge byggerier, der har DTC som bygherre og udlejer, forventes at stå færdige omkring årsskiftet, oplyser direktør Henry Dyrlund, DTC.