Kasser med smør stjålet fra færge
Det er ikke så meget den kendsgerning, at det blev vognmandens egen forsikring, der kom til at betale efter et smørtyveri 13. juni ombord på HH-Ferries A/S på ruten Helsingør – Helsingborg, som gør vognmand Kim Ancker, Ringsted, harm.
Derimod har han svært ved at forstå, at rederiets ansatte placerede hans gods ubevogtet på molen, mens chaufføren måtte køre til København. Det var simpelthen umuligt at få alt smørret på bilen, fordi læsset var væltet under tyveriet.
Vognmanden mener heller ikke, at rederiets driftschef nødvendigvis påfølgende behøvede at være dybt uforskammet over for hustruen Marianne Ancker.
Havde han i stedet lige ringet til Kim Ancker, så de kunne få en snak om tingene, var vognmanden heller ikke gået til Lastbil Magasinet.
Klippet op med boltsaks
I ti ubevogtede minutter klippede en tyv med en boltsaks låsen op til frysecontaineren på Kim Anckers køretøj.
Chaufføren var på daværende tidspunkt gået op for at drikke en kop kaffe, og da han kom ned på vogndækket flød det med smørkartoner, og læsset i containeren lå hulter til bulter.
”Godset i containeren var væltet, så chaufføren kunne ikke få de kartoner ind, som lå på dækket. Selv om han protesterede, fik han alligevel besked på at forlade færgen straks. Chaufføren så, at rederiets folk kom med en truck med en stor blå kasse, hvor smørret blev læsset i. Han så også, at den blev sat ubevogtet på molen,” fortæller Marianne Ancker.
30 kartoner ødelagt
Da der senere blev gjort op på tingene, viste det sig, at der var fjernet 24 kartoner smør. 30 kartoner var ødelagt. Samlet lød regningen med oprydning på cirka 22.000 kroner. Hvert karton vejede otte kilo og indeholdt 80 smørbrikker af 100 gram.
Regningen er betalt af vognmandens forsikringsselskab.
Ikke rederiets ansvar
Efter tyveriet var det Marianne Ancker, der tog kontakt til rederiet. Her fik hun driftschef Mik Stoustrup i røret.
Marianne Ancker fortalte ham, at hun ringede på vegne af ægtemanden. Hun forklarede driftschefen situationen og spurgte, om der ikke var opsyn med vogndækket under overfarten. Det er ikke tilfældet.
Ifølge Søfartsstyrelsen, som vognmanden senere tog kontakt til, er det heller ikke et krav på grund af den korte sejltur.
Efter snakken med rederiet talte Marianne og Kim Ancker om situationen. De blev enige om, at vognmanden selv skulle snakke med Mik Stoustrup, men det viste sig, at han ikke kunne ringe chefen op via sin mobiltelefon, så han bad i stedet Marianne Ancker om at få Mik Stoustrup til at ringe sig op.
Glemte medhøret
Som sagt så gjort, men da hun fik Mik Stoustrup i telefonen spurgte han, hvad hun nu ville.
Marianne Ancker forelagde sit ærinde, men driftschefen afviste at ringe til vognmanden og pointerede samtidig, at når lastbilen holdt på dækket, kunne det sidestilles med, at den blev stillet på en rasteplads, men at han lige ville snakke med en anden fra rederiet.
Da var det, at driftschefen glemte at slå medhøret fra, og Marianne Ancker kunne høre, at han sagde til en kollega: ”Nu er det hende fra det firma igen.”
Svaret lød: ”Sådan noget pis gider vi ikke – bare afvis hende.”
Og det gjorde driftschefen så med den svada, at hun jo bare kunne give chaufføren en madpakke og sodavand med, så var det jo ikke nødvendigt, at han forlod bilen og gik op og drak kaffe under overfarten.
Ville i dialog
Det er slet ikke det forsikringsmæssige, Kim Ancker er utilfreds med. Vognmanden eller hans hustru har på intet tidspunkt nævnt, at de vil gøre et krav gældende mod HH-Ferries.
Kim Ancker ville bare gerne drøfte situationen med Mik Stoustrup, da han fra kolleger har hørt, at andre har oplevet indbrud og tyveri af gods fra færgen.
”Det er også derfor, vi har henvendt og til Lastbil Magasinet, hvis der er kolleger, som vil stå frem. For man må spørge, hvem der kører rundt med en boltsaks - eller en vinkelsliber - og som i løber af ti minutter kan nå at fjerne godset,” påpeger Kim Ancker.
Han finder det heller ikke særligt hensigtsmæssig, at rederiet bare kan stille andre folks ting ubevogtet på molen.
Som han pointerer, er det jo ikke sikkert, at alt godset forsvandt under tyveriet på selve færgen.
”Der var trods alt kun få minutter til at bryde op ind til den aflåste frysecontainer og fjerne smørret.”
Sender bolden videre
Ved henvendelse til driftschef Mik Stoustrup sender han straks bolden videre til rederiets fragtchef Thorkild Damgaard. Han vil dog først diskutere tingene i dag.
Mik Stoustrup vil dog godt påpege over for Lastbil Magasinet, at HH-Ferries normalt gerne vil gå i dialog med kunderne, men at han sad i møde på en restaurant ude i byen.
Det var også grunden til, at Kim Ancker ikke kunne få kontakt til ham pr. telefon, da der var omstilling fra den faste telefon til Mik Stoustrups mobiltelefon.
Driftschefen forklarer også, at rederiet i Helsingør ikke har mulighed for at låse hverken eget eller kundernes gods inde.
Lastbil Magasinet følger op på sagen med kommentar fra fragtchefen. Vi hører desuden gerne fra andre, hvis de har oplevet tyveri af gods enten fra ruten Helsingør – Helsingborg eller andre steder.