Ny stor vaskehal i Kolding
Den første lastbil har netop fået en tur gennem børsterne i Diesel-Gårdens A/S' nye vaskehal for lastbiler i Kolding.
Den nye vaskehal er skræddersyet til vask af alle typer lastbiler og vogntog på max. 20 meters længde, 2,6 meters bredde og 4,2 meters højde.
Vaskehallen er indrettet i en nybygget udvidelse af det eksisterende Scania-anlæg på Birkedam 14 i Kolding. Investeringen i bygninger og den højteknologiske Westmatic vaskemaskine løber op i ca. 3,5 mio. kr.
For de penge har Diesel-Gården fået markedets nok mest avancerede vaskehal, der klarer en fuldautomatisk vask af et helt vogntog incl. undervognsskyl på under 15 minutter. Samtidig er der mulighed for at styre vaskemaskinen manuelt, så børsterne kan dirigeres rundt om kritiske steder på mere specielle opbygninger.
Miljøvenlig vask med genbrug
Diesel-Gårdens nye vaskeanlæg er indrettet, så det genbruger ca. 90% af vaskevandet og dermed skåner miljøet mest muligt.
Vaskeanlægget rummer ca. 50.000 liter nyrenset genbrugsvand, og til vask af et vogntog benyttes ca. 4.000 liter.
Rensningen sker i et cyklonfilter i vaskeanlæggets eget rensningsanlæg, hvor der også tilsættes ozon for at fjerne alle bakterier. Samtidig fjernes evt. rester af vejsalt, idet det saltholdige vandet udskilles og ledes væk inden genbrug. Sidste skyl sker med helt rent vand, og der tilsættes i alt ca. 10% rent vand pr. vask.
Åben hele døgnet
Den nye vaskehal er åben 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen. Mellem kl. 7.30 og 18.00 er maskinen bemandet med en
servicemedarbejder fra Diesel-Gården. Uden for normal åbningstid kan chauffører selv betjene vaskemaskinen ved hjælp af et udleveret vaskekort med magnetstribe. I magnetstriben findes alle nødvendige oplysninger om vasketype o.s.v., og betaling for affedtningsvæske og sæbe sker efter forbrug.
Vaskehallen er udover selve vaskemaskinen udrustet med seks højtrykspistoler, så det er muligt at komme ind i alle
kroge på lastbilen.
Diesel-Gården oplyser, man man har mærket stor interesse for den nye vaskehal, og at den første store kunde allerede er i hus med en aftale på vask 40-50 sættevogne pr. måned.