23948sdkhjf

Farsø-sagen må give røde ører

Trods tre år med røde tal på bundlinjen kunne Cimbrer Logistik og Spedition A/S i ro og mag i år 2000 eksportere sine økonomiske problemer til Luxembourg, uden at nogen dansk myndighed greb ind. Nu er der indgivet politianmeldelse.

Ét står klart efter konkursdekretet er afsagt hos Cimbrer T & L: Fagforeningen i Luxembourg har indgivet politianmeldelse mod selskabet.

Både de tyske chauffører og fagforeningen i Hertugdømmet mener, der er urent trav med i spillet i forbindelse med lukningen af firmaet.

I Luxembourg undrer man sig blandt andet såre over, hvorfor bilerne på Luxembourg-registreringer i hast skulle køres til Padborg.

Lastbil Magasinet vender tilbage med nyt om sagen i løbet af ugen. D.d. er helligdag i Lilleputlandet.

Det er dog ikke kun i Luxembourg, at man går rundt og undrer sig. Dagligt spørger både vognmænd, chauffører og fagforeninger, hvordan tingene kunne få lov til at udvikle sig, når Cimbrer på forhånd havde bevist, at selskabet ikke kunne klare sig i konkurrencen på det danske marked.

Tre år med røde tal

Transportfirmaet i Farsø kom i 1997 ud med et minus på 312.000 kroner. I 1998 var det reduceret til et minus på 103.000 kroner.

I 1999 præsterede Aage Kræfting og Co. så et katastroferegnskab. Og så var det, at bestyrelsen traf afgørelsen om, at det nu var på tide at vende blikket mod Luxembourg.

Ifølge daværende direktør Aage Kræfting skete det blandt andet for at spare på lønkronerne til de ansatte. Inden udflagningen fik selskabet så via Færdselsstyrelsen certifikat på, at firmaet besad de faglige kvalifikationer til at drive vognmandserhverv.

Det er også det eneste, der lovmæssigt via EU-krav skal godtgøres i den situation.

Et rungende nej

Det må formodes, at svaret var blevet et rungende nej, hvis Cimbrer i stedet for at udflage, havde søgt om yderligere, danske vognmandstilladelser hos Styrelsen.

I 1999 var gælden på 18,5 millioner kroner. Egenkapitalen var i negativ med 5,135 millioner kroner, og resultatet var lige så rødt med et minus på 5,86 millioner kroner.

”Det er flere år siden, jeg holdt op med at blive chokeret, men jeg synes, det vil være rimeligt, hvis der også blev kigget på andet end de faglige kvalifikationer, når selskaber vil flage ud,” mener formanden for FDL, Jens Tidemann.

Samme krav

Formanden finder, at det mest rimelige vil være, hvis danske vognmænd med udlængsel inden afrejsen skal gennem samme nåleøje som ved ansøgning om tilladelser i Danmark.

”Det burde ikke være lovligt, at et firma, der i ét EU-land er ved at gå nedenom og hjem, bare kan flytte til et andet. Det bør politikerne se på,” påpeger Jens Tidemann.

Det kommer de så til, for Lastbil Magasinet vil henvende sig til både Trafikminister Jacob Buksti og medlem af EU Parlamentet Freddy Blak (S) med Cimbrer-sagen.

Reglerne fungerer

Først på vinteren 2000 besluttede Trafikministeren ud fra et fem sider langt notat fra Færdselsstyrelsen, at reglerne for udflagning er i orden.

Styrelsen slog over for ministeren fast, at den har midlerne til at gribe ind, hvis danske vognmænd efter udflagningen begår ulovligheder i udlandet.

Så er spørgsmålet i tilfældet Cimbrer T & L, hvad Styrelsen vil gøre, når butikken er lukket både i Danmark og Luxembourg?

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047