23948sdkhjf

Tredje gang må være lykkens gang

For tredje gang skriver Frede Lund, Lundimex nu til politimester Michael Mørup Hansen, Gråsten. Denne gang håber direktøren, at han så også får svar på det, han spørger om.

Ét kan man sige om adm. direktør Frede Lund, Lundimex. Han er en vedholdende mand.

Direktøren har da også sat sig i hovedet, at han bliver ved med at rette henvendelse til politimester Michael Mørup Hansen, Gråsten, indtil han får svar på, hvor han skal skifte fra tyske prøveplader til sine danske, kaskoforsikrede prøveskilte.

Frede Lund fik forleden svar fra politimesteren, som det fremgår af artiklen 29. august på hjemmesiden: ”Utilfredsstillende svar fra politimesteren.”

Ifølge direktøren kan han bare ikke bruge svaret til noget, fordi Michael Mørup Hansen svarer på alt muligt andet end det, der bliver spurgt om.

Det har fået Frede Lund til at fare i blækhuset og skrive til politimesteren endnu en gang.

Brevet til politimesteren

»Idet jeg henviser til Deres brev af 21. august 2001, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg ikke er interesseret i at vide, hvordan man lejer prøveskilte ved import af køretøjer.

Jeg vil meget hellere vide, hvor jeg skifter til mine kaskoforsikrede, danske prøveplader.

Det var også det, jeg spurgte om i mine henvendelser til Dem. Den første afsendt dagen efter retsmødet i Gråsten 7. juni 2001 på dommerens opfordring. Den næste afsendt 2. august 2001.

I Deres brev henviser De til de ændringer, ikrafttrædelsen af Schengen-reglerne har medført ved udlejning af prøveskilte.

Jeg vil så påpege, at Schengen også har medført, at mine kolleger og jeg ikke længere er i stand til at få vore prøveplader ud på grænsen.

Derfor vil jeg helt konkret vide, hvor jeg skal skifte, hvis det skal være ved først givne lejlighed.

Skal jeg køre på de tyske prøveskilte til første danske rasteplads? Eller skal jeg køre ind til politistationen på Bovvej, Padborg?

Med tilbagevirkende kraft vil jeg også gerne vide, hvordan min ansatte og jeg skulle have forholdt os, den dag vi blev stoppet af en patrulje på Hermesvej?

Nu drejede vi fra ved første motorvejsfrakørsel og fortsatte de godt 100 meter hjem til min daværende adresse. Skulle vi have fortsat på de tyske prøveskilte ind i Padborg by til politistationen, som er en væsentlig længere køretur?

For at undgår fremtidige problemer ønsker jeg konkrete svar på konkrete spørgsmål.«

Sendes også til chefen

For at der ikke skal herske tvivl om, at Frede Lund mener det her alvorligt, har direktøren sendt både politimesterens svarskrivelse og de nye spørgsmål til Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg, København.

Det sker, fordi Lundimex-direktøren klagede til Rigspolitichefen over, at det tilsyneladende ikke er muligt at få gråstens politimester i tale.

Rigspolitiet har i øvrigt skrevet til Frede Lund vedrørende klagen. I brev af 27. august bekræfter Rigspolitichefens dataafdeling, at man har modtaget brevet. Det slutter med følgende ordlyd: ”Politimesteren i Gråsten er i dag anmodet om en udtalelse. Når udtalelsen foreligger, vil Rigspolitiet vende tilbage til sagen.”

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078