CC Logistik har opsagt medarbejderne
”Mine tre medlemmer hos CC Logistik har fået deres opsigelse, men Eddy Thorndal Pedersen har lovet mig, at de får deres penge. Det er jeg glad for,” fortæller formanden for SiD i Farsø, Gert Jakobsen.
Tilsyneladende betyder afskedigelserne, at CC Logistik A/S lukker ned igen, næsten inden selskabet rigtig kom i gang, men det kan konstateres, at der er arbejdet i det nye firmas regi.
23. august blev der afsagt konkursdekret i Cimbrer T & L ApS ved Skifteretten i Nibe. Dagen efter, den 24. august var der aktiviteter på det konkursramte selskabs adresse Søndergården 11, Farsø, som blev overtaget af CC Logistik.
Beklager til dels
Gert Jakobsen beklager på sin vis, at arbejdspladserne forsvinder i Farsø, men på den anden side bryder han sig heller ikke om, at det offentlige gennem Lønmodtagernes Garantifond skal være med til at betale lønnen til hans medlemmer i kølvandet på konkursramte firmaer.
Til gengæld tilbød han at indgive konkursbegæring mod Cimbrer T & L netop for at sikre medlemmernes tilgodehavender.
”Men det blev afvist. Cimbrer var ikke interesseret. Man ville hellere selv afvikle,” pointerer formanden.
Gert Jakobsen mener dog, at han har fat i den lange ende med CC Logistik efter løftet fra Eddy Thorndal Pedersen om at udrede medarbejdernes løn.
Tomt selskab
CC Logistik eksisterer ikke i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen - ikke under det navn i det mindste.
En opringning til Told & Skat, Viborg, godtgør, at myndigheden heller ikke kender til selskabets eksistens.
På adressen Søndermarken 11, Farsø, er der til gengæld et tomt skuffeselskab, hvor der ikke er nogen registrering, eller oplysninger i forhold til skat og moms i øvrigt, som meldingen fra Viborg lyder.
Det tomme selskab går under navnet SLP 11.671 A/S, men i går blev det anmeldt til Selskabsstyrelsen efter at have taget turen fra stifteren i Aalborg til et advokatfirma i Sønderjylland og videre til Farsø.
Læs dagen anden artikel: ”Professionel selskabsstifter”