Dansk chauffør vendt hjem fra Tyrkiet
Den 58-årige danske eksportchauffør, der har siddet i fængsel i Tyrkiet i 32 dage efter et færdselsuheld med dødelig udgang, landede i Kastrup Lufthavn lørdag aften klokken 22.
Her blev han hentet af sin arbejdsgiver, vognmand Jens Andersen, Mors, der fortæller, at chaufføren var ved godt mod trods det lange fængselsophold.
Jens Andersen oplyser, at der er berammet et nyt retsmøde i Tyrkiet den 26. september, men vognmanden mener ikke, at hans chauffør behøver være til stede. Dermed er dog ikke sagt, at sagen er slut for hans vedkommende.
»Ved et formøde med dommeren og en advokat inden retsmødet i sidste uge fik chaufføren at vide, at han risikerede mellem fire og ti års fængsel i Tyrkiet,« fortæller Jens Andersen, som ikke ved noget om, hvad der videre kommer til at ske i sagen.
Bruger pacemaker
Foreløbig glæder vognmanden sig over, at chaufføren, der anvender pacemaker, er hjemme i god behold. Jens Andersen hælder til den overbevisning, at det var en skriftlig erklæring fra et dansk sygehus, hvor man fralagde sig ansvaret for chaufførens helbred og påpegede, at hvis der skete noget med chaufføren, så var det tyrkernes problem, der fik tyrkerne til at lade ham rejse hjem så hurtigt.
Den nordjyske eksportchauffør blev fængslet 22. juli, efter at han dagen før havde været involveret i en færdselsulykke i nærheden af Istanbul, hvor en chauffør mistede livet, og en politimand blev kvæstet. De nærmere omstændigheder omkring ulykken er endnu ikke helt afklaret.
Næsten ny bil
Et bjærgningsfirma er nu på vej til Tyrkiet for at hente det forulykkede køretøj. Lastbilen, der blot var 14 dage gammel, da ulykken skete, skal bl.a. have nyt førerhus, mens traileren slap med småskader.
Jens Andersens vognmandsforretning har specialiseret sig i kørsel østpå. Primært Østeuropa, men ind imellem også Tyrkiet, hvor firmaets biler har kørt i de seneste fem år uden uheld. Vognmanden har da heller ingen planer om at stoppe med at køre Tyrkiet.
»Vi har haft to biler dernede siden uheldet skete,« fortæller Jens Andersen.