Prøvepladesagen i Folketinget
”Jeg har nu sat min sekretær til at udfærdige en række spørgsmål til Justitsminister Frank Jensen,” fortæller næstformand for Folketingets retsudvalg, Anne Baastrup (SF).
Spørgsmålene skal være med til at kaste lys over prøvepladesagen fra Padborg, som involverer adm. direktør Frede Lund, Lundimex.
Næstformanden finder det utilfredsstillende, at borgere tilsyneladende ikke kan få svar på deres spørgsmål, når de retter direkte, skriftlig henvendelse til en lokal politimester.
Bom for grænsen
”Jeg har også tænkt mig at forhøre om, hvad ministeren har tænkt sig at gøre i forhold til problemerne med de tyske prøveplader,” påpeger Anne Baastrup.
Hun finder nemlig, at sagen viser, at der er en bom for det indre markeds frie bevægelighed i Padborg.
Forelagt Rigspolitichefens afvisning af at svare på Lastbil Magasinets seneste henvendelse vedrørende sagen fra Padborg, så vil næstformanden for retsudvalget henvise til offentlighedsloven for at høre ministeren, om det kan være korrekt behandling af pressen.
Lastbil Magasinet vil bringe spørgsmålene, når de afgår til Justitsministeren.