Cimbrer lukkede med kæmpegæld
4 januar i år gik Cimbrer Logistik & Spedition A/S, Farsø, i betalingsstandsning.
Samme dato overgik aktiviteterne til Cimbrer T&L ApS. I går indgav dette selskab konkursbegæring.
I perioden fra januar 2001 til i går er der skudt penge i virksomheden to gange. 12. januar blev der kontant indbetalt 1.875.000 kroner. 29. maj kom der én million kontante kroner på bordet.
Direktøren i Cimbrer T & L, Eddy Thorndal Pedersen vil ikke fortælle, hvor meget selskabet ved konkursbegæringen skylder sine kreditorer. Lastbil Magasinet har dog talt med en større, unavngiven kreditor, som mener, at kravene ender på mange millioner kroner.
De sørgelige rester
Sommeren 2000 udflagede en stor del af bilerne fra Farsø.
Dengang fortalte den tidligere direktør Aage Kræfting, at øvelsen blandt andet gik ud på at spare omkostninger til chaufførlønninger.
Turen gik til Luxembourg efter et katastroferegnskab i 1999. Omtalt i dagens anden artikel: ”En falliterklæring.”
Nu foreligger regnskabet for Cimbrer Logistik & Spedition A/S frem til januar i år, hvor Cimbrer T&L ApS ved betalingsstandsningen overtog aktiviteterne.
”Selskabet har i regnskabsåret realiseret et underskud på 4.160.000 mod et underskud på 5.860.000 kroner i regnskabsåret 1999. Selskabets egenkapital er ved regnskabsårets udgang negativ med 9.767.000 kroner.”
Regnskabet viser en gæld på 17.085 kroner mod 18.451.983 i 1999.
Alt er tabt
Revisionspåtegningen taler sit eget sprog: ”Selskabets kapital er tabt. Selskabets ledelse er derfor i henhold til aktieselskabslovens § 69a pligtig til at stille forslag til reetablering af aktiekapitalen eller selskabets opløsning.”
I påtegningen er der desuden en lang række forbehold. Det skyldes betalingsstandsningen, men konklusionen på det hele er: ”Som følge af ovennævnte forbehold kan vi ikke udtale os om årsregnskabet.”
Lastbil Magasinet følger op på sagen i morgen og vil forsøge at få en kommentar fra den tidligere adm. direktør Aage Kræfting og hans økonomidirektør Bjarne Porsborg.
Begge var i øvrigt fjernet fra Cimbrer T & L måneder inden kursbegæringen i går.