Nu mister Frede Lund snart tålmodigheden
En føljeton i mange, mange afsnit her på hjemmesiden.
Det er også det eneste, adm. direktør Frede Lund, Lundimex indtil nu har fået ud af sine to skriftlige henvendelser til politimesteren i Gråsten, afsendt med et par måneders mellemrum i juni og begyndelsen af august.
”Jeg tror simpelthen ikke politimesteren vil svare,” mener direktøren.
Det kan vel ikke passe, da politimester Peter Carpentier, Rigspolitiet København, som omtalt i artiklen på hjemmesiden 29. juni efter Lastbil Magasinets henvendelse til landets øverste politichef lod forstå, at Rigspolitichefen skam forventer, at de lokale politimestre svarer, når borgerne retter henvendelse til dem.
Vi prøver én gang til
I går sendte Lastbil Magasinet så igen en mail til Rigspolitichefens pressemand Søren Kragh.
Det skyldes, at vi i første omgang glemte at spørge, hvor lang tid en borger så skal vente på svar efter sin henvendelse.
For at give modtageren overblik over vores spørgsmål medsendte vi artiklen fra 29. juni, hvor politimesteren fortæller, at borgerne har krav på et svar.
Med til pressemanden var også artiklen fra 2. august, hvor Frede Lund udtrykker sin utilfredshed med, at han stadig intet havde hørt og endelig artiklen fra 3. august med direktørens seneste brev til politimesteren i Gråsten.
Mailen til Rigspolitichefen
"Vedlagt fil med tre artikler fra Lastbil Magasinets hjemmeside.
29. juni lader politimester Peter Carpentier på vegne af Rigspolitichefen forstå, at det skam er meningen, at de lokale politimestre skal svare, når borgere retter henvendelse.
I artiklen 2. august efterlyser direktøren fra Lundimex, Frede Lund, stadig svar på sine spørgsmål vedrørende sagen om prøveskilte.
Artiklen 3. august gengiver direktørens nye, skriftlige henvendelse til politimesteren i Gråsten.
Frede Lund har stadig ikke efter to skriftlige henvendelser med knap to måneders interval fået de lovede svar. Jeg vil derfor forhøre mig hos Rigspolitichefen om, hvor lang ventetid borgerne kan forvente, når de stiller politiet konkrete, skriftlige spørgsmål.
Til orientering omtales sagen igen på hjemmesiden onsdag 15. august."