Vognmandsforening anmelder firma for ulovlig kørsel
"Jeg skal hermed anmode Dem om at efterforske følgende: Firmaet Tempo Pak udfører ulovlig vognmandskørsel for Bladkompagniet A/S, København, med en seks ton bil med registreringsnummeret PT 97.549.
Som De kan se af vedlagte papirer, har jeg via Internettet og DTL undersøgt sagen, samt observeret kørslen blandt andet lørdag 9. juni 2001 fra Bladkompagniets adresse.
Jeg skal ikke undlade at citere Trafikminister Jacob Buksti fra dette års generalforsamling i DTL, hvor han var hovedtaler: ”Selvfølgelig skal seriøse vognmænd kunne drive deres forretning uden konkurrence fra illegale firmaer. Jeg vil derfor stramme op på, at politiet tager disse anmeldelser alvorligt.”
Med disse ord ser jeg frem til at høre fra Dem."
Sendt videre
Sådan lyder den anmeldelse, som Frederiksborg Amts Vognmandsforening sendte til politimesteren i Helsingør 14. juni i år. Brevet var på foreningens vegne underskrevet af bestyrelsesmedlem Christian Vestergård.
Samtidig fik DTL en kopi af henvendelsen til politiet.
Efter at have gransket forholdet returnerede seniorkonsulent i DTL Tim Hansen følgende skrivelse til lokalforeningen:
”Der er ifølge Centralregistret for Motorkøretøjer kun én bil over 3.500 kg hos Tempo Pak. Det er en bil med registreringsnummeret PT 97.549, som har en totalvægt på 6.000 kg og er registreret til firmakørsel. Bilen er leaset med Tempo Pak registreret som bruger. Ifølge Færdselsstyrelsen har Tempo Pak ingen vognmandstilladelse.”
Helt igennem ulovligt
Det betyder i al sin enkelhed, at Tempo Pak I/S, Teglgårdsvej 509, 3. tv., Humlebæk, har en bil registreret til firmakørsel, selv om den kører godskørsel for fremmed regning. En handling som bekendt kræver både kursus, ansvarlig leder og tilladelser.
For Frederiksborg Amts Vognmandsforening blev handlingen en økonomisk torn i øjet, fordi den medfører unfair konkurrence for medlemmer, som har betalt for at have orden i papirerne.
Om Bladkompagniet så hører til de kørselsrekvirenter, der blæser højt og flot på, om deres distributører er i besiddelse af de nødvendige tilladelser, bliver først afklaret i dag. Det var nemlig ikke muligt at træffe manden, som hyrer kompagniets vognmænd, i fredags.
Læs også dagens anden artikel om emnet: ”Politiet arbejder stadig på sagen.”